Video : Tipsbladet
Superliga

Silkeborg slår nordjyske nedrykkere i næstsidste test

Superligaoprykkerne slog onsdag eftermiddag nedrykkerne fra Vendsyssel FF med 3-0 i holdets næstsidste testkamp.

De rødblusede er tilbage i landets fineste selskab, og ligesom de andre Superligahold forbereder de sig på den kommende sæson. Lørdag slog de Vejle, og onsdag besejrede de den anden nedrykker fra Vendsyssel FF med 3-0.

Kent Nielsens mandskab startede i en 4-4-1-1 uden topscorer Ronnie Schwartz, som blev skadet mod Vejle. Nyindkøbet Nicolai Vallys var til gengæld med fra start, og allerede efter syv minutter bragte han Silkeborg i front.

Kort inden pausen blev det også 2-0 til hjemmeholdet ved Jeppe Okkels i en første halvleg, hvor gæsterne fra Vendsyssel også havde en god mulighed for at komme på tavlen.

I starten af anden halvleg havde Vendsyssel bolden i nettet efter hjørnespark, men dommeren vinkede for offside.

Ronnie Schwartz blev bragt i spil i pausen, og Silkeborg-fansene kan glæde sig over, at skaden ikke var så slem som frygtet.

Mod slutningen blev det også 3-0 til Silkeborg. Oliver Haurits blev spillet helt fri foran mål, og så kunne den 18-årige angriber let sparke bolden i nettet.

Kent Nielsen fik lov til at se mange spillere an, da det kun var målmand Oscar Hedvall og Svenn Crone, der spillede fuld tid for hjemmeholdet.

Silkeborg har en enkelt testkamp tilbage. De møder svenske Trelleborgs lørdag.