Video : Tipsbladet
Superliga

Spelmann ude i kulden i AGF: Fremtiden er nok ikke her

Martin Spelmann er røget ud i kulden i AGF, og det skuffer midtbanespilleren, der kalder situationen for uholdbar.

Martin Spelmann har været parkeret på sidelinjen i AGF det seneste lange stykke tid. Fem minutters spilletid er det blevet det for den arbejdsomme midtbanespiller siden 9. marts - ikke en eneste gang har han været i aktion i det igangværende gruppespil.

Det kommer han mandag aften, når han starter inde som højre back for AGF i den betydningsløse kamp mod Silkeborg IF, men det ændrer ikke ved, at den tidligere Brøndby- AC Horsens- og OB-spiller er skuffet over den retning, pilen har peget for hans vedkommende i AGF i foråret.

- Jeg har ikke gjort noget anderledes og føler ikke, jeg har spillet mig af på nogen måde. Situationen kom også som et chok for mig, men nu har jeg kunnet vænne mig til den i lang tid og få tænkt over tingene. Jeg er ikke blevet klogere, men sådan er det nogle gange i fodbold, siger Martin Spelmann til TV3 Sport.

Han fortæller, at han har været opsøgende i forhold til, hvorfor han ikke har været på David Nielsens holdkort.

- Nu er jeg jo ikke en type, der holder kæft, når det går mig imod. Så selvfølgelig har jeg være inde og banke på og prøvet at få nogle svar. Men vi har haft mange vigtige kampe, så Martin Spelmann har måske ikke været det, der var mest plads til at snakke om. Så nej, ikke noget har jeg kunnet bruge til noget eller forstå. Det er bare sådan, det er, siger AGF's nummer 10.

Martin Spelmann fastslår, at han meget vel kan være fortid i AGF i sommerens transfervindue.

- Når man ikke spiller så meget fodbold, får man endnu mere tid til at tænke over tingene. Lige nu har det vigtigste været at sikre os en sæson mere i Superligaen, men når jeg sidder derhjemme og snakker med de mennesker, jeg har omkring mig, er det klart, at det er ikke er en holdbar situation. Det kan alle se. Jeg elsker klubben og har haft en fantastisk tid her på godt og ondt, men jeg elsker at spille fodbold mere end alt det, og hvis tingene ikke ændrer sig, skal jeg finde et nyt sted, siger Spelmann.

Er din fornemmelse, at det ændrer sig?

- Nej, det er der selvfølgelig ikke. Hvis man var blevet sat af på normal vis, havde man også haft chance for at kæmpe sig tilbage. I mit tilfælde er jeg blevet holdt ude, og så bliver man stille og roligt fjerde- femte- sjettevalg.  Det viser mig tydeligt, at det nok ikke er fremtiden, der ligger her, slutter Martin Spelmann.

Martin Spelmann har kontrakt med AGF frem til sommeren 2019. Han spiller mandag sin Superliga-kamp nummer 273 i karrieren.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.