Superliga

Thomsen: Vink med en vognstang

Johnny Thomsen var vraget til gårsdagens startopstilling mod Standard Liege og kigger nu så småt efter muligheden for et skifte væk fra FCK.

Lars Jacobsen har i efteråret været klar nummer et i højreback-hierarkiet, hvor Johnny Thomsen var to'er foran costaricanske Cristian Gamboa, men mod Standard Liege havde Gamboa overhalet Thomsen og spillet sig i startopstillingen.

- Jeg føler, at det er et vink med en vognstang. Jeg ville gerne have spillet mod Standard Liege, siger Johnny Thomsen ifølge ritzau.

Og med Lars Jacobsens forlængelse til 2014, så erkender Thomsen, at der er lange udsigter til spilletid.

- Lars Jacobsen kommer til at spille. Han er et godt stykke foran mig og Gamboa. Det er i hvert fald mit indtryk.

- Det er for meget med tre højrebacker. Det tror jeg, både klubben og vi spillere synes. Hvis der findes en løsning, tror jeg, at man vil kigge positivt på det, siger forsvarsspilleren, der har vendt situationen med sin agent.

- Mine udsigter er anderledes, efter at Lars Jacobsen har forlænget, så selvfølgelig har jeg talt med min agent.

Johnny Thomsen pointerer dog, at familien kommer i første række, så hvis de ønsker at blive i København, så bliver han i FCK og kæmper for en plads i resten af hans kontrakt.

Thomsens kontrakt udløber om halvandet år.