Video : Tipsbladet
Superliga

Vendsyssel-træner om ny spiller: Han har stort potentiale, og det skal vi indfri

Francisco Júnior fylder lige straks 27 år, men der er stadig potentiale gemt i ham, mener Jens Berthel Askou. Det skal forløses i Vendsyssel FF.

Forleden fortalte Glen Riddersholm til tipsbladet.dk, at han og Vendsyssel FF snart ville præsentere en ny spiller, og man må sige, at sportsdirektøren holder ord. Fredag formiddag annoncerede klubben, at den har hentet Francisco Júnior til Nordjylland.

Júnior er landsholdsspiller for Guinea-Bissau og har desuden en række fine klubber på sit cv, herunder Benfica, Everton og Wigan. Og selv om han fylder 27 år i næste måned, mener cheftræner Jens Berthel Askou, at der er et uforløst potentiale gemt i ham.

- Francisco er en teknisk dygtig, begavet fodboldspiller, der har fået sin fodboldopdragelse i Benfica. Han har et stort potentiale, og det håber vi selvfølgelig på, at vi kan få indfriet. Samtidig håber vi, at han kan give os noget kvalitet og tempo i det offensive spil. Desuden skal han være med til at skærpe konkurrencen på den centrale midtbane, hvor vi i efteråret har været ramt af skader. Francisco har en god fodboldalder og sine bedste år foran sig. Dem har han forhåbentlig i Vendsyssel FF, siger Askou i en pressemeddelelse.

Vendsyssel ligger sammen med Vejle Boldklub og Hobro IK nederst i Superligaen, og det tyder på, at foråret kommer til at stå i nedrykningskampens tegn. Det er den nye midtbanemand forberedt på.

- Jeg har hørt godt om klubben og set forholdene på træningsanlægget, og det ser godt ud. Jeg ser frem til at starte op til januar, lægge en masse hårdt arbejde i det for, at vi som hold lykkes, og vi overlever i Superligaen, siger han.

Francisco Júnior har fået en kontrakt frem til sommeren 2021.