Video : Tipsbladet
VM

- Det her er belønningen for at drømme stort

Kasper Hjulmands tropper er pisket til at vinde over Australien onsdag, hvis ikke VM skal være forbi for landsholdet.

Tipsbladet i Qatar 

Enten skal Danmark spille VM-ottendedelsfinale på lørdag, eller også rejser Kasper Hjulmands tropper hjem umiddelbart efter onsdagens opgør mod Australien. 

Det er på alle måder knald eller fald for Danmark mod The Socceroos, for hvis ikke det ender med en sejr, er VM slut, før det for alvor er begyndt.

Kampens betydning gør naturligvis opgøret til noget helt specielt, lyder det fra landstræner Kasper Hjulmand. 

- Jeg tror, den bedste måde at gøre det på er at være 100 procent fokuseret på opgaven. Så vi forbereder os som til alle andre kampe. Vi kigger på modstanderen, træner godt og har fokus på, at vi skal ud og spille en fodboldkamp. Det er den helt essentielle måde at gøre tingene på, siger han.

Landstræneren forventer ikke et Australien-hold, der lurepasser, selv om holdet kan nøjes med uafgjort.

- Hver gang, vi går på banen, handler det om at vinde, og sådan går vi til alle kampe, så det ændrer ikke noget. Vi spiller en kamp, det handler om at vinde, og vi vil gøre vores bedste for at gøre det. Vi vil spille vores sokker af. Det er kun de sidste 10-15 minutter, der kan ændre sig, hvis man har et resultat, lyder det fra Hjulmand. 

Australien formåede senest at gøre, hvad Danmark ikke formåede i åbningskampen - at vinde over Tunesien. Den danske landstræner er ikke i tvivl om, at der venter en svær opgave, selv om Danmark uden tvivl er favoritter på papiret.

- Jeg forventer som altid et fantastisk kollektiv, der har kvaliteter. De har styrke i holdet, også individuelt, men de er først og fremmest et hold ligesom os. Det er et hold, der arbejder godt sammen, og det er, hvad jeg ser. De er velorganiserede og har styrke i organiseringen. De forsvarer og angriber sammen og følger planen.

- De har kvalitetsspillere, og vi skal være opmærksomme på deres styrker. Både styrkerne hos de unge og erfarne. For fire år siden mødtes vi, og det var en tæt kamp, som endte uafgjort, og jeg forventer, at det her vil blive en tæt kamp igen, lyder det fra Hjulmand.

Danmark er altså pisket til at vinde, og på den måde minder situationen meget om den, landsholdet var i før den tredje gruppekamp mod Rusland ved EM sidste år. Her stod de rød-hvide for presset og vandt en flot 4-1-sejr.

- Når man kigger tilbage på den kamp, var det som her, så spillerne er vant til det. Man skal huske, at de er vant til store og vigtige kampe. Vi går ikke og taler om det ene eller andet scenarie. Det handler om forberede sig og fokusere på opgaven og sine egne opgaver og så spille sin fodbold. Jeg tror, at det er vigtigt at være opgaveorienteret og på detaljerne. Det var det dengang, og det er det i dag, fastslår Kasper Hjulmand.

Han erkender, at der naturligvis hviler et stort pres på landsholdet.

- Selvfølgelig er der forventninger, og det ville være forkert, hvis vi sagde, at der ikke var pres, men vi vinder, taber og kæmper sammen. Jeg føler mig ikke alene. Den bedste måde er at fokusere på, hvad vi skal, og forberede os som normalt. 

- Det er et privilige at være i den her situation, og vi gør det sammen og ser frem til det. Det er en award for at drømme stort, fastslår Kasper Hjulmand. 

Landstræneren fortæller, at alle de danske spillere er klar til opgøret, så han kan vælge frit på alle hylder i skæbnekampen. 

Der er kickoff mellem Danmark og Australien onsdag klokken 16.00.