Fjendetjek: De franske reserver er også stjerner
Foto: Getty Images
VM

Fjendetjek: De franske reserver er også stjerner

Danmarks VM-skæbne afgøres mod Frankrig tirsdag eftermiddag. Tipsbladet.dk zoomer ind på Les Bleus, der ventes at spare et par spillere i kampen.

Kan Danmark booke billetter til ottendedelsfinalen ved VM, eller venter der landsholdet en afgang med det første fly fra Moskva med retning mod København? Svaret kender vi tirsdag eftermiddag, når Danmark og Frankrig har krydset klinger i den sidste kamp i gruppespillet.

Frankrig er videre, mens det kan blive både fugl og fisk for det danske landshold, der også skal skele til opgøret mellem Australien og Peru - her må peruvianerne meget gerne give de rød-hvide en hjælpende hånd med en sejr.

Hvis man skal tro skrivierne i den franske presse, sparer landstræner Didier Deschamps blandt andre Paul Pogba, Kylian Mbappe og Samuel Umtiti mod Danmark, men det bliver uanst hvad et stjernebesat mandskab, der møder de rød-hvide.

Tipsbladet.dk zoomer her ind på et par af de franske profiler, der ventes at starte inde mod Danmark.

Presnel Kimpembe
22 år, central forsvarsspiller for Paris Saint Germain
To landskampe, nul mål

Hvis man skal tro flere franske medier og de franske journalister, tipsbladet.dk har talt med, starter Presnel Kimpembe, 22, inde i det centrale forsvar mod Danmark, hvor han afløser Samuel Umtiti.

PSG-spilleren er den mest uerfarne spiller i den franske VM-trup, og han anses som en fremtidens mand på positionen. Kimpembe sidder næsten altid på bænken i alle 90 minutter, når han er med det franske landshold, og han står således blot noteret for 35 minutters spilletid fordelt over to venskabskampe. Derfor bliver kampen mod Danmark den første store prøve for midtstopperen.

Presnel Kimpembe beskrives som en fysisk stærk forsvarsspiller, der i PSG er blevet omskolet fra venstre back til midtstopper. Han har spillet en hel del for den franske storklub, og han har høstet masser af roser for en flot og uimponeret indsats på det stjernebesatte mandskab. Nu får han efter alt at dømme også chancen for Les Bleus.

N'Golo Kanté
27 år, central midtbane for Chelsea FC
24 landskampe, et mål

Hans stjernestatus kan ikke måle sig med Antonie Griezmann, Kylian Mbappe og Paul Pogba, men hvis der er én spiller, den franske landstræner Didier Deschamps nødigt vil undvære, er det formentlig N'Golo Kanté.

Det er ikke ham, der laver alt det spektakulære, men Chelsea-spilleren er indiskutabelt en af de bedste 6'ere i verden. Han er utrolig dygtig til at lukke ned for modstanderen og erobre bolde på den centrale midtbane. Han er for det franske landshold, hvad William Kvist er for det danske - og der stopper sammenligningen også mellem de to.

Som nævnt ventes Frankrig at hvile et par af stjernerne mod Danmark, men Kanté spiller, og det vil være meget overraskende, hvis ikke han er på banen i samtlige minutter for Les Bleus under denne slutrunde.

Antonie Griezmann
27 år, angriber for Atletico Madrid
56 landskampe, 21 mål

Hvis Frankrig skal nå langt til VM, kræver det en god præstation af Antonie Griezmann. På et stjernebesat hold er det ham, der bærer de største forventninger på sine skuldre, og han beviste for to år siden, at han kan stå for presset fra en hel nation, da han blev topscorer ved EM med seks mål i syv kampe.

Antonie Griezmann har imidlertid fået en middelmådig start på VM-slutrunden, og det har kastet nogle hårde ord af sig i den franske presse. Angriberen var ganske anonym mod både Australien og Peru, og han skal steppe gevaldigt op, nu hvor VM så småt nærmer sig sin afgørende fase. En mål på straffespark mod Australien ændrer ikke på det faktum.

Kort før VM-slutrunden var Antonie Griezmann hovedperson i en dokumentar om sig selv, som blev vist på fransk TV. Her fulgte man angriberen i processen om, hvorvidt han skulle forlænge sin kontrakt med Atletico Madrid eller skifte klub - formentlig til FC Barcelona. Der blev tænkt meget i løbet af dokumentaren, der meget passende havde titlen "La decision", og de i alt 32 minutter har mildt sagt fået blandede anmeldelser. Til sidst nåede Griezmann som bekendt frem til at forlænge sin aftale med Atletico Madrid.

Antonie Griezmann ventes at indtage en position lige bag frontangriber Olivier Giroud mod Danmark.