Video : Tipsbladet
VM

Optakt: Belgien - Tunesien

Belgien var en af få storfavoritter, der overbeviste i holdets første VM-kamp. Kan det gøre det igen, når Tunesien er modstanderen?

Kampfakta:
Kampstart: Lørdag klokken 14.00
Spillested: Spartak Stadion, Moskva
Gruppe: Pulje G
Dommer: Ikke fastlagt endnu
På TV: DR1
Hashtag: #BELTUN #vmdk

Holdnyt:
Belgien:
Vi skal være de første til at indrømme, at baggrunden var forholdsvis billig, da Belgien vandt VM’s hidtil største sejr med 3-0 over Panama. Men da belgierne først begyndte at rulle sig ud, var det overbevisende. Og der har jo været rigeligt med andre favoritter, der er snublet mod svagere modstandere.

Så Belgien kunne næsten ikke have tænkt sig en bedre start på slutrunden. Dermed har holdet nu spillet 20 kampe på stribe uden at tabe – en stime, der strækker sig over næsten to år, og som kun overgås af Spaniens 21 ubesejrede kampe.

Da vi på tipsbladet.dk satte vores guldbarometer efter første runde ved VM, var Belgien da også i top sammen med netop Spanien. Måske er tiden endelig kommet til, at den store generation af belgiske spillere skal leve op til den hype, den var genstand for, da den begyndte at komme frem.

Med en sejr over Tunesien kan belgierne så godt som sikre sig en plads i ottendedelsfinalerne. Det tyder dog på, at forsvarsgeneralen Vincent Kompany fortsat sidder over med en skade. Desuden er Thomas Vermaelen også skadet.

Tunesien:
Tunesien har ikke vundet i holdets fire seneste kampe, men det har heller ikke gjort det nemt for sig selv. De tre testkampe op til VM bød nemlig på opgør mod Portugals europamestre, Tyrkiet og Spanien.

Den første VM-kamp stod mod England, og det endte som bekendt med et hæderligt 1-2-nederlag, efter Harry Kane scorede sejrsmålet i overtiden. Cifrene skygger dog en anelse for kampens forløb, der var noget mere ulige, end resultatet antyder.

For England brændte den ene chance efter den anden og burde have afgjort lang tid, før Kane gjorde det i overtiden.

Som det er med slutrundeformatet med fire hold i hver pulje, er tuneserne under pres efter nederlag i første kamp. De er pisket til at få point mod Belgien, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at gå videre til næste runde.

Det bliver dog uden førstemålmand Mouez Hassen, der blev skadet i den første kamp og er taget hjem til sin klub.

Karantæne:
Belgien: Ingen
Tunesien: Ingen

Bud på startopstillinger:
Belgien (3-4-2-1): Courtois – Alderweireld, Boyata, Vertonghen – Meunier, Witsel, De Bruyne, Carrasco – Mertens, Hazard – Lukaku

Tunesien (4-1-4-1): Ben Mustapha – Bronn, S. Ben Youssef, Meriah, Maâloul – Skhiri – F. Ben Youssef, Sassi, Badri, Sliti – Khazri

Profilen:
Da målmand Mouez Hassen blev skadet i kampen mod England, kom Farouk Ben Mustapha ind i stedet. Det var en anelse overraskende, eftersom holdets normale anfører og manden, der havde stået i målet det meste af kvalifikationen, også sad på bænken. Men nu var Aymen Mathlouthi tredjevalg. Hassen er fortsat skadet, og det sætter unægtelig et vist pres på Ben Mustapha.

Vidste du, at..:
Spillerne i den tunesiske VM-trup har blot scoret 38 landsholdsmål til sammen, mens belgierne har scoret 151. Romelu Lukaku har alene scoret lige så mange gange for Belgien, altså 38, som alle de 23 tunesere har scoret for Tunesien.

Dom:
Med det forbehold at vi stadig befinder os på et tidligt stadie af VM, ligner Belgien et af de stærkeste hold ved slutrunden. Ikke alene åbningskampen, men de to seneste år har været glimrende for det stjernespækkede mandskab.

Det må og skal være nok til at besejre et middelmådigt tunesisk landshold. Det tror vi også, det bliver. Belgien vinder 2-0.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: