Reina: Spanien er bestemt ikke færdige
Illustration
VM

Reina: Spanien er bestemt ikke færdige

Pepe Reina tror fortsat på, at Spanien har en stor rolle at spille ved denne slutrunde på trods af det smertelige nederlag til Holland.

Snakken går lystigt omkring VM-slutrunden i Brasilien. Er Spaniens dominerende æra ved at have nået sin afslutning, efter at Holland i sidste uge satte holdet godt og grundigt på plads med en sejr på hele 5-1?

Reservekeeper Pepe Reina forstår godt, at diskussionen er i gang, men han ville ikke høre tale om, at holdet er færdigt.

- Det er logisk, at når tingene går galt, så tænker folk på den måde. Men vi vil prøve at omvende den idé, så det ikke er slut på en æra. Vi vil gøre folk optimistiske igen. Jeg tror ikke, at holdet er dødt. Dette hold er ikke færdigt. Det er jo fodbold - man kan jo tabe. Man må bare bide tænderne sammen og komme tilbage. Den eneste mulighed, vi har nu, er at vinde, siger han til AP.

Nu venter et opgør mod Chile, og det kan godt blive en hård nød at knække.

- Det bliver en hård kamp. Det er et godt hold, der arbejder meget og hårdt. De har tidligere skabt problemer for os, men vi må stole på os selv. Vi må regne med vores egne evner. Hvis vi har en god fornemmelse, og hvis vi leverer den bedste udgave af Spanien, så kan vi gøre det.

Spanien møder Chile onsdag aften.