Rundens Hold ved VM: Profilerne stempler ind
Illustration
VM

Rundens Hold ved VM: Profilerne stempler ind

Flere af de spillere, der var forventninger til inden turneringen, er endelig trådt i karakter under VM. Vi er klar med Rundens Hold for ottendedelsfinalerne ved VM.

Nu er der kun otte hold og otte kampe tilbage ved VM, så turneringen nærmer sig efterhånden sit klimaks.

Efter ottendedelsfinalerne er det atter tid til at kåre Rundens Hold med de spillere, der har gjort sig bedst bemærket.

I vanlig stil sætter vi holdet op i en 4-4-2-opstilling ud fra de bedste præstationer i ottendedelsfinalerne, og det er bemærkelsesværdigt at folk som Paul Pogba, Angel Di Maria og Romelu Lukaku endelig har indfriet de forventninger, der var til dem inden turneringen.

Målmand: Tim Howard, USA
I fem af de otte ottendedelsfinaler blev målmanden kåret til Man of the Match, men USA's Tim Howard må alligevel tage prisen som rundens bedste keeper. Med 16 redninger mod Belgien var han manden, der holdt USA inde i kampen. En af verdens bedste keepere. 

Højre back: Toby Alderweireld, Belgien
Belgien kæmpede sig videre efter et stort overtag mod USA, og Toby Alderweireld er taget med som anerkendelse for dette. Belgien har kun lukket ét mål ind i åbent spil under hele VM, hvilket blandt andet skyldes en stærk defensiv.

Midterforsvarer: Per Mertesacker, Tyskland
Det var ikke nogen let kamp for Tyskland mod Algeriet tidligere på ugen, men defensiven holdt stand det meste af opgøret. Per Mertesacker blandede sig også offensivt ved tyskernes mange hjørnespark og dødbolde, og kunne have fået en matchvinderolle, hvis han var kommet på måltavlen. 

Midterforsvarer: Laurent Koscielny, Frankrig
Nigeria formåede at presse Frankrig i løbet af de to holds ottendedelsfinale, men den franske defensiv holdt stand. Det skyldtes ikke mindst Koscielny, der leverede en stærk indsats i bagkæden, hvor han blandt andet skulle holde styr på Ahmed Musa. 

Venstre back: Pablo Armero, Colombia
Colombia har været et spændende bekendtskab under dette VM, men det er primært holdets offensiv, der er blevet berømmet. Defensiven har dog også været glimrende, og Colombia har kun lukket to mål ind i turneringen hidtil, og Armero har præsteret godt undervejs. Også mod Uruguay. 

Højre midtbane: Arjen Robben, Holland
Hollands vigtigste spiller, og måske VM-turneringens mest afgørende skikkelse. Arjen Robben bærer det hollandske landshold på sine skuldre, og selvom han ikke kom på måltavlen mod Mexico, var han igen farlig og kampafgørende, idet han fremtvang straffesparket.

Central midtbane: Paul Pogba, Frankrig
Midtbanemanden har haft en udmærket turnering, men stemplede for alvor ind i ottendedelsfinalen mod Nigeria. Pogba kom ikke bare på måltavlen, men stod også for masser af gode aktioner undervejs i opgøret, der sendte Frankrig videre til kvartfinalerne.

Central midtbane: James Rodriguez, Colombia
Hele verden er oppe at køre over James Rodriguez, der muligvis har været turneringens bedste spiller hidtil. Med to mål mod Uruguay – det ene var helt fænomenalt – viste han igen sin store klasse. Kan han også sende Brasilien ud?

Venstre midtbane: Angel Di Maria, Argentina
Efter et VM på det jævne trådte Angel Di Maria endelig i karakter, da han sikrede Argentina sejren mod Schweiz tirsdag aften. Det er vigtigt for Argentina, at Di Maria kommer i gang, for holdet har brug for noget andet og mere end bare Messi for at nå finalen.

Angriber: Lionel Messi, Argentina
Lionel Messi spillede ikke sin bedste kamp under slutrunden mod Schweiz, men blev alligevel kampafgørende med sit oplæg til Angel Di Marias scoring. Argentina er afhængig af Messis præstationer, og den var trods alt atter på et højt niveau. Dog er han udtaget i mangel af bedre angriber-præstationer.

Angriber: Romelu Lukaku, Belgien
Sikke en kampafgørende indskiftning. Romelu Lukaku kom på banen til den forlængede spilletid og havde allerede efter to minutter været mere farlig end Divock Origi. Med et oplæg og en scoring sørgede han for belgisk avancement og indfriede endelig de forventninger, man har haft til ham op til denne slutrunde. 

Læs også: 

Rundens Hold for 1. runde

Rundens Hold for 2. runde

Rundens Hold for 3. runde