Værdijagt: Real Madrid bliver spansk mester
Foto: Getty Images
Spil

Værdijagt: Real Madrid bliver spansk mester

Landskampspausen giver anledning til at vurdere vinderspil fra flere europæiske ligaer.

Nathan Silver udviklede i 2009 et rating system til brug i international fodbold. Systemet – døbt Soccer Power Index (SPI) – baserer sig på mere end 550.000 kampe fra forskellige databaser. De behandles på statistik-sitet fivethirtyeight.com, som beregner chancerne for, at holdene vinder de forskellige turneringer.

Jeg har brugt landskampspausen som anledning til at gennemgå samtlige relevante ligaer på fivethirtyeight.com og sammenholdt vurderingerne med de aktuelle odds hos bookmakerne. Alle hold, der har en chance på mindst 20 procent for at vinde en liga, er medtaget. Og de mulige vinderes chance er holdt op mod oddsene for at udregne en værdifaktor.

Den er fundet ved at tage fivethirtyeight.coms vurdering af holdets chance i forhold til oddset. Hvis et hold har 50 procent chance for at vinde, bør det altså give odds 2,00. Giver det odds 2,50, er der værdi. Og værdifaktoren er 2,50/2,00 = 1,25. Jo højere værdifaktor, desto mere værdi er der i spillet. Bemærk dog, at en høj værdifaktor ikke er det samme som en stor sandsynlighed for, spillet går hjem.

Istanbul BB vinder Süper Lig
55 procent chance
3,60 @ Betfair
Værdifaktor: 1,98

Spillet med den største værdifaktor findes i Tyrkiet, hvor Istanbul BB topper ligaen med fire point ned til Galatasaray. Bookmakerne har sidstnævnte som favorit til at vinde, men det er forkert ifølge fivethirtyeight.com, som giver Istanbul BB hele 55 procent chance for at vinde ligaen.

Betfair topper markedet med odds 3,60 på Istanbul BB som mester, hvilket giver en skyhøj værdifaktor, da 3,60 / (100/55) = 1,98.

Real Madrid vinder La Liga
28 procent chance
7,00 @ NordicBet
Værdifaktor: 1,96

Også i Spanien er værdifaktoren høj, selv om chancen for et mesterskab til Real Madrid ikke er lige så stor som Istanbul BB’s, hvis man skal tro på de simulerede beregninger fra fivethirtyeight.com. Statistiksitet har nemlig FC Barcelona som favorit til at vinde med 53 procent sandsynlighed, og derfor er odds i lejet 1,28-1,44 på Blaugrana altså ikke interessant.

Værdien skal findes i de evige rivaler fra Real Madrid, som tilskrives 28 procent chance for at vinde mesterskabet med fire point op til FC Barcelona. De hvidklædte giver nemlig odds 7,00 hos NordicBet, mens det i øvrigt skal med, at outsiderne til at vinde er Atlético Madrid og Sevilla, der hver har 8 procent chance, ifølge fivethirtyeight.com.

Sunderland vinder League One
60 procent chance
2,50 @ NordicBet
Værdifaktor: 1,49

Det sidste store værdispil i rundgangen findes i den engelske League One, hvor Sunderland ligger i baghjul på Portsmouth. Og det er åbenbart så god en position at have, at The Black Cats gives hele 60 procent chance for at vinde ligaen af fivethirtyeight.com, som forudser, at Jack Ross’ drenge står med 28-12-6, en målscore på +50 og 96 point efter sæsonen.

Så præcis behøver man heldigvis ikke være i sit spil på Sunderland som vinder. NordicBet giver odds 2,50, hvilket svarer til en værdifaktor på flotte 1,49.