Generelle

Den hollandske forbindelse

Heerenveen-træner Gertjan Verbeek ligner en fræk joker i spillet om den ledige trænerstol i AaB

Til sommer stopper Gertjan Verbeek som træner i Heerenveen, og det ligner en både dristig og frisk tanke at koble hollænderen til et job i AaB. Med lidt god vilje kan man tale om 'en hollandsk forbindelse' i klubben ved Limfjorden, som for tiden har hollænderen Steve Olfers i truppen. Desuden har både Michael Jakobsen, Jeppe Curth og Anders Due en fortid i Æresdivisionen, imens lejesvenden Lars 'Lasse' Nilsson endda spillede i Heerenveen under netop Gertjan Verbeek fra 2004 til 2007 før skiftet til franske St. Etienne.

Verbeek har trænet Heerenveen over to omgange: fra 1994-2001 og fra 2004 og ind til denne sommer og i sæsonen 1999/2000 opnåede han og klubben en overraskende 2. plads i Æresdivisionen. Foruden førnævnte Nilsson har Verbeek har trænet adskillige danske spillere i Heerenveen, herunder blandt andre Daniel Jensen, Hjalte Nørregaard og Jon Dahl Tomasson. For tiden spiller både Jakob Poulsen, Kristian Bak og Timmi Johansen i den frisiske klub under Verbeek. Et andet plus er, at kontrakten med Heerenveen udløber til sommer, så AaB med andre ord ikke skal bruge penge på at købe ham fri af en kontrakt.Kristian Bak tvivler dog på, at Gertjan Verbeek er en realistisk kandidat til det ledige trænersæde i AaB:"Han ville være et kæmpescoop for AaB eller andre at få til Superligaen, men jeg tror ikke, han kommer til Danmark. Han er nok for stort et navn," vurderer den tidligere FC Midtjylland-anfører, som var på kant med Verbeek i sin første tid i klubben, men siden er blevet rigtigt glad for de 45-årige træners stil:"Der er stor forskel på ham og så Erik Rasmussen (træner i FC Midtjylland, red.). Han er meget til kæft, trit og retning, og ikke så meget til sjov og ballade. Han snakker ikke så meget med spillerne og er en lidt speciel fyr. Men hans træning er rigtigt sjov, og man har virkelig lyst til at træne med ham som træner. Taktisk er han rigtigt dygtig med nogle gode taktiske oplæg. De varierer tit og tilpasses modstanderen, men det virker og de er rigtigt gode."Det er dog ikke kun Verbeeks hårde stil, der kan spænde ben for et skifte til AaB. I hollandske medier anses det for en uofficiel sandhed, at træneren til sommer skifter til Feyenoord, og Lynge Jakobsen har næppe fået økonomiske midler til at hamle op med storklubben fra Rotterdam, hvis der er hold i rygterne.