Generelle

Randrup + Wass: Kammerater og konkurrenter

Thomas Rasmussen kalder dem ”tvillingerne”. De blev holdkammerater allerede som miniputter. Nu bejler de til den samme plads i Brøndby og får barsk konkurrence af Mikael Nilsson til sommer. Tipsbladet satte Anders Randrup og Daniel Wass stævne og fik også afsløret et par uventede vaner hos de to.

Hvordan har Í det generelt med alle de svenskere i Brøndby?

Wass: ”Det er fint nok, de har en lidt anden mentalitet end danskere, men de er nu søde og rare.”
Randrup: ”Ja, bare de ikke får overtaget...”

Og så kommer afsløringen af at Anders Randrup har tillagt sig en ny vane på grund af svenskerne. Han bruger også snus!
Randrup: ”Det er en af de gode ting ved svenskerne! Jeg kan ikke huske, hvem der lærte mig det. Jeg spillede stadig på andetholdet dengang, og stille og roligt tog det bare fat. Jeg bruger det stadig, man skal jo hygge sig lidt...Det er vel halvdelen af holdet, som gør det, og vi er jo ikke den eneste klub, hvor det sker...”
Wass: ”Man får nogle andre vaner, når man kommer op som senior. Jeg har før aldrig kunne fordrage vin og øl, men nu elsker jeg at få et glas vin. Det er nogle ting man begynder på, når man bliver voksen og har tid. Og det er jo sundt med et glas vin om dagen, siger man.”

Her kigger Randrup lidt forbavset på Wass og vil lige høre om han virkelig drikker vin hver dag, mens Tipsbladets udsendte leder samtalen over på, at det i Italien er normalt med vin på bordet også i træningslejren.

Begge betegner sig som stille og rolige typer uden for banen. Og de kan også give hinanden gode råd i forbindelse med kampene, bl.a. omkring modstanderne. Når det handler om forskellene på banen, lyder svarerne igen:
Randrup: ”Daniel har nogle offensive kvaliteter, som jeg ikke har.”
Wass: ”Og Anders har nogle defensive kvaliteter, som jeg ikke har. Han er god teknisk en mod en og til at stå rigtigt.”

I øjeblikket har Daniel Wass det fint med at prøve forskellige roller, bl.a. som højre wing på U/21-landsholdet, men på sigt er det nok backpladsen, han regner mest med, og sådan har Randrup det også:
Randrup: ”Det er fint at kunne supplere med andre roller, men jeg vil have én plads, jeg skal ikke bare være allroundspiller.”

Hvad siger fremtiden for jer? Er det udlandet, eller skal I forsøge at overgå Per Nielsen med kampe for Brøndby?

Wass: Det kunne da være sjovt, men det tror jeg ikke på sker. Man har da ambitioner om at prøve udlandet, og både Anders og jeg er moderne backer, så der skal nok komme noget på et tidspunkt. Jeg tror helt ærligt ikke, at vi bliver i Brøndby for altid.”
Randrup: Jeg har nu ikke noget imod at spille flere år i Brøndby, det er en god klub med mange muligheder.”
Wass: ”Ja, det er også en klub, man gerne vil komme tilbage til, men jeg har ikke noget imod at prøve udlandet et par år.”

Hvad skal der til, for at I begge spiller fast for Brøndby i næste sæson?

Wass: ”Så tager Anders backen og jeg højrekanten...”