Generelle

Randrup + Wass: Kammerater og konkurrenter

Thomas Rasmussen kalder dem ”tvillingerne”. De blev holdkammerater allerede som miniputter. Nu bejler de til den samme plads i Brøndby og får barsk konkurrence af Mikael Nilsson til sommer. Tipsbladet satte Anders Randrup og Daniel Wass stævne og fik også afsløret et par uventede vaner hos de to.

Det med at de konkurrerer på backpladsen er først noget, som er opstået efter at de er rykket op i Brøndbys A-trup. Faktisk lærte de hinanden at kende og spillede sammen i Avarta, da de var 8-9 år. Her spillede de sammen et par år med Wass som angriber og Randrup som forsvarsstyrmand. Siden tog Randrup forbi Rødovre, inden han kom til Brøndby i sommeren 2002 sammen med Mike Jensen, mens Wass dukkede op som drengespiller året efter, bl.a. lokket med af naboen Pierre Kanstrup, og med årene blev omskolet fra kant til back.

Hvordan har I det med konkurrencen?

Randrup: ”Jeg kan ikke se noget negativt i det...”
Wass: ”Anders kan jo spille flere pladser, og det kan jeg også. Samtidig har der også været mange skader, så der har ikke rigtig været konkurrence mellem os endnu.”

Og de bedyrer begge, at de aldrig har været sure på hinanden, og at de er lidt trætte af at blive konfronteret med at de skal være rivaler.
Randrup: ”Man skal have en holdning til det, man kan godt være konkurrenter, men også være venner uden for banen. Der er selvfølgelig nogen, som godt kan se sig sure på deres konkurrenter, og man skal også have en konkurrencementalitet, men alligevel er vi mennesker og kammerater. Folk prøver jo at få nogle kommentarer ud om at det er min plads, og den anden skal bare væk og sådan nogle ting. Det har jeg ikke lyst til at sige...”
Wass: ”De prøver at få os til at sige noget dumt og noget ondt om hinanden, men det er der ingen grund til at gøre...”
Randrup: ”..Det er heller ikke vores beslutning i den sidste ende, hvem der skal spille. Vi skal bare gøre vores bedste begge to.”
”Jeg tror helt ærligt ikke, at vi bliver i Brøndby for altid.”

Hvordan tog I nyheden om at Brøndby har skrevet kontrakt med Mikael Nilsson?

Wass: ”Vi havde hørt nogle rygter, men nu har de skrevet under med ham, og han kan jo også spille flere pladser. Der er både midterforsvar, højremidt og midtmidt...”
Randrup: ”Det er jo fra sommerferien. Man ved ikke, hvad der sker, og hvem der rykker, så det er for tidligt at tale om. Han kan selvfølgelig spille højre back, men han kan også spille midtbane. Han er dygtig og har spillet mange internationale kampe, så det er ikke noget problem for ham at spille andre steder.”
Wass: ”Nu koncentrerer vi os om at spille turneringen færdig, jeg tænker ikke over at der kommer en ny spiller. Der kan ske så meget til sommer.”