Generelle

"Selvfølgelig bider jeg mig i tungen"

Fem måneder efter sit pludselige stop i FC Midtjylland er Allan Kuhn igen en velintegreret og humørprovokerende del af et trænerteam, denne gang som assistent i AaB. Allan Kuhn fortæller om tre hektiske år og om hvorfor det langt fra er sikkert, at han er færdig med at være cheftræner.

"Jeg ser ikke ud som om at jeg har taget skade, vel?!"

Allan Kuhn flækker i et af sine karakteristiske ¿ og højlydte ¿ grin.Det er nu tre måneder siden, at den 43-årige bornholmer vendte tilbage til assistenttræner-jobbet i AaB efter en tyve måneders afstikker til FC Midtjylland og fem ugers intensiv overlevelseskamp i Randers.Oven på en nedrykning, som Tim Janssen effektuerede med mindre end hundrede sekunder tilbage på uret i Randers søndag 29. maj og et cheftræner-job i FCM, der til sidst blev for surt, ser Allan Kuhn ud til at have haft godt af skiftet tilbage til Aalborg. Og selvom han på papiret dermed er tilbage nøjagtig samme sted, som da forandringerne i hans trænerkarriere for alvor begyndte med guldet for tre år siden, er Allan Kuhn glad for de tre til tider kaotiske år, siden Erik Hamrén forlod ham og AaB."Jeg ville ikke have været det foruden. Det har været tre år, hvor der er sket rigtig meget. Jeg er god til at leve i nuet, så hvor mange tænker på, at de kunne have gjort noget anderledes tidligere, så er jeg til stede her og nu. Jeg lever efter mit hjerte, og min familie står i høj kurs. De beslutninger, jeg har taget, har jeg det fint med. Jeg sidder ikke og ærgrer mig."

Lykkelig for AaB-retur ¿ også selvom han skal bide sig i tungen

Uanset hvordan man vender og drejer det, har det været tre nærmest tumultariske år i fodbold for Allan Kuhn.

Først fik han ny cheftræner i form af engelske Bruce Rioch, som var Lynge Jakobsens nødløsning som AaB-boss i efteråret 2008, da hverken Morten Wieghorst, Keld Bordinggaard eller svenske Magnus Haglund kunne lokkes til at træne et AaB-mesterhold, der endte med at kvalificere sig til Champions League-gruppespillet.Champions League-gruppespillet blev også Riochs endeligt i dansk fodbold og Allan Kuhns første chance som cheftræner på fuldtidsprofessionelt niveau, da den tidligere Arsenal-manager en lun aften i Vila-Real nægtede at skiftede ud i 3-6 nederlaget til Villarreal og prompte blev fyret af Lynge Jakobsen.På seks hektiske uger spillede AaB under Allan Kuhn fem uafgjorte (blandt andet ude mod Manchester United) kampe og vandt fem sejre (herunder over Celtic og FCK). Men til Allan Kuhns store fortrydelse valgte Lynge Jakobsen ikke at gøre Kuhn til permanent cheftræner men hyrede i stedet Magnus Pehrsson som cheftræner fra 1. januar 2009.I august 2009 blev Allan Kuhn så cheftræner i FC Midtjylland og havde tyve omskiftelige måneder der, før han sagde op og kort tid efter blev assistenttræner i Randers.Allan Kuhn havde altså indgået i seks forskellige træner-konstellationer på lidt over tre år, da han i begyndelsen af juni 2011 tog på sommerhus-ferie i Sverige med sin kone og to døtre. Og så var det endda tæt på, at han slet ikke var kommet tilbage til de vante rammer i Aalborg, hvor Allan Kuhn og familien har boet siden 2003, hvor Kuhn første gang blev assistent i AaB."Jeg ville gerne tilbage til at være assistent, og da Randers så kom, så jeg det som en fremtidig arbejdsplads. At have job i disse dage, både som spiller og træner, hvis man har det, så skal man være glad. De her job er ikke nogen, der hænger på træerne. 'Hvorfor var det så, jeg stoppede (i FC Midtjylland, Red.)?' Det gjorde jeg på grund af nogle specifikke ting, men derfor har jeg aldrig sagt, at jeg ikke vil være træner mere, eller assistenttræner," siger Allan Kuhn.Randers havde jobsamtale med Allan Kuhn men valgte Joakim Mattsson fra Silkeborg. Men da familien Kuhn var taget på ferie i Sverige, havde Allan Kuhn på fornemmelsen, at AaB snart ville mangle en assistent, da svenske Patrik Johansson sandsynligvis skulle tilbage til Sverige, men først en uges tid inde i ferien fik Allan Kuhn opkaldet fra Aalborg."Vi afbryder vores sommerhus-ferie i Sverige og tager hjem til AaB, fordi Kent ville tale med mig. Det gjorde jeg selvfølgelig. Vi var halvanden time inde i landet fra Göteborg. Jeg sagde til Pernille, at det her var en jobsamtale, der var ikke så meget at snakke om. Vi tog hjem to-tre dage tidligere, end vi havde tænkt. Sådan er det jo," siger Allan Kuhn.Hjemme i Aalborg havde Kuhn møde med Lynge Jakobsen og Kent Nielsen på kontoret på træningsanlægget, og Allan Kuhn fornemmede, at han kunne få et godt samarbejde med Kent Nielsen, selvom Nielsen på nogle punkter er markant anderledes end Kuhn var som cheftræner."Vi gik på P-licens sammen i to år. Den ærlighed, han havde, var fantastisk," fortæller Allan Kuhn, der især husker en dag, hvor Kent Nielsen stillede sig frem for de andre og fortalte om, hvordan det var at blive fyret i Brøndby IF."Det med at blive fyret eller gå selv, det er også en del af at være Superliga-træner. Alle de mekanismer, hvordan man skal reagere overfor familie og omverdenen, det fortalte han. Der fik jeg et rigtig positivt indtryk af Kent, af hans ligefremhed og ærlighed omkring Brøndby. Vi kunne sagtens komme til at passe sammen, og han er meget lige ud af landvejen. 'Join the party' eller lad være. Det kan jeg godt lide," siger Allan Kuhn.Et par timer efter mødet ringede Kent Nielsen og sagde, at han meget gerne ville have Kuhn som assistent. Og den beslutning har Nielsen ikke haft grund til at fortryde siden."Min og Kents natur er at være positive, udadvendte, friske og glade, og vi har været gode til at banke selvtillid i folk og tale med spillerne, især dem uden for start-11. Det er som regel mit job. Det var mit job at komme med god energi, men det er et job, der er løftet i flok. Det er ikke min skyld, at det går pissegodt i AaB lige nu," siger Allan Kuhn."Vi vil have, at det er seriøst, når vi træner. Der er tid til lidt pjat, når vi har en vandpause. Men når vi træner, så træner vi satme. Det er fedt, at vi begge har det sådan, og vi behøver ikke tale om det, for sådan er det bare. Det lærer spillerne lynhurtigt. De kan se det. Det skal heller ikke være sådan, at spillerne ikke tør tale til deres træner. Vi er danskere, og der skal være glæde, der skal være smil og en udadvendthed. Vi har heller ikke grund til andet med det liv, vi har. Når træningsøvelsen så går i gang, så er spillerne der. Og det er de pissegode til," siger Allan Kuhn.Det er næppe til skade for Allan Kuhns overgang til igen at være assistenttræner, at AaB er begyndt flot i ligaen og ligger med fremme trods sidste weekends hjemmebane-nederlag til FC Nordsjælland.For det kan i nogle situationer være svært ikke at skulle træffe den endelige beslutning, indrømmer Allan Kuhn. Da han stoppede i FC Midtjylland, lød det på pressemeddelelsen fra FCM og i mediernes fortolkning de efterfølgende dage som om, at Kuhn ikke magtede presset som cheftræner i Superligaen, og nu hvor situationen er på afstand er det ikke den følelse, Allan Kuhn sidder med."Du går et step ned. Du kan stadig have en masse ideer om, hvordan holdet skal spille, presse og bygge spillet op, og det har jeg. Men det er Kent, der træffer den afgørende beslutning, ikke mig. Det er den store forskel," siger Allan Kuhn."Du er ikke eksponeret længere, jeg taler ikke med journalister længere. Han har mediedækningen, og det gør mig ikke noget. Jeg havde tænkt på alle de her ting, og jeg vidste, at det ville ske, da jeg gik som cheftræner i FC Midtjylland og ville have et assistentjob. Nogle ting opdager du først, når du står i dem, du kan ikke have gennemgået alt. Jeg er et følelsesmenneske, så jeg vil sige, hvis der er noget, jeg ikke er enig i. Men jeg havde tænkt tanken, og jeg havde det godt med ideen om at gå fra cheftræner til assistent. Jeg tænkte ikke 'Åh ha, det kan blive meget problematisk.' Jeg tog ja-hatten på og tænkte, at det skulle jeg nok få til at fungere," siger Allan Kuhn."Jeg bider da mig selv i tungen nogle gange. Det kan jeg lige så godt være ærlig om. Det er da den sværeste proces, det er klart. Jeg har nogle ideer om det, men det er ikke dem, der skal gennemføres nu. Det har Kent og jeg talt åbent om. Han har sagt til mig, at det må være det sværeste ved at gå fra cheftræner til assistent, at det er nogle andre ting, der skal ske på banen. Så retter man ind, bider sig i tungen og kommer videre i teksten. Det finder man lynhurtigt ud af," siger Kuhn.

Var ikke sig selv til sidst i FC Midtjylland

Man kommer ikke uden om Allan Kuhns tyve måneder som cheftræner i FC Midtjylland, hvis man skal forstå, hvorfor Allan Kuhn er så glad for igen at være assistent i det AaB, hvor han i efteråret 2008 så sig selv som den oplagte cheftræner efter at træner-vikariatet i oktober-november-december var gået godt.

Allan Kuhn understreger, at han er glad for, at han tog til FC Midtjylland, og at han fortsat er gode venner med sine gamle kolleger og spillere i klubben. Men i dag ville Allan Kuhn nok overveje en gang til, hvordan han skulle håndtere en daglig transport-tid på tre timer, og hvordan han skulle undgå at cheftræneren Allan Kuhn slugte al tiden fra privatpersonen og familiefaderen Allan Kuhn."Som cheftræner er der mange ting, du skal stå for, som du ikke har, når du er assistenttræner. Der er mange grublerier og beslutninger, du skal bruge krudt på. Der går noget mere tid til at tænke, og så er der mindre tid til familien. Det ikke at være til stede tror jeg alle kender som cheftræner. Det begyndte jeg at tage mig selv rigtig meget i," siger Allan Kuhn."Mit fravær kom snigende. Det med at sidde og tale med en, mens jeg tænkte på noget andet. Det er ubehageligt, især hvis du fanger dig selv i det mange gange. Det var også, når mine børn talte med mig. Jeg tog afsted, før jeg så nogen af dem om morgenen, og jeg havde dårlig samvittighed, især overfor min yngste datter Viktoria. Jeg tror, mange ledere tager sig selv i det, og det er ok ind i mellem. Men det skal ikke være hele tiden." Fornemmelsen af at være fraværende kom i løbet af 2010, men op til forårssæsonen i 2011 var der ingen tanker om at stoppe i FC Midtjylland, fortæller Allan Kuhn.I et interview med undertegnede Tipsbladet-journalist havde Allan Kuhn i begyndelsen af april 2011 fortalt, da han blev konfronteret med om ikke FCM's nye spillestil var noget FCM's ledelse gerne havde set indført, bekræftet, at det ikke var ham, der i vinteren 2011 tog initiativ til at spille betydeligt mere offensivt end i 2010.Da Allan Kuhn få dage senere sagde op, var det nærliggende at se det stilskifte, Jens Ørgaard og Claus Steinlein havde bedt Kuhn om at lave, som forklaringen på, at Allan Kuhn stoppede. Men det er ifølge Allan Kuhn ikke forklaringen, ligesom Allan Kuhn afviser, at han havde tænkt tanken om et stop i FCM, da han gav interviewet til Tipsbladet 8. april."Nej, det var den ikke. Ellers havde jeg ikke givet sådan et interview. Det hænger slet ikke sammen. Det var en følelsesmæssig beslutning, hjertet, der vandt kampen. Det var ikke sådan, at jeg lige ville prøve om det gik. Det kan jeg heller ikke tillade mig overfor den klub, jeg er i. Det er vigtigt for dem at vinde fodboldkampe. Vi fik gjort det på en rigtig fin måde, mig, Jens Ørgaard, Steinlein og Søren Bach. Så kørte jeg hjem dagen efter og havde ikke noget job mere," siger Allan Kuhn."Vi spiller kampen i Lyngby om torsdagen, og så stopper jeg fredag. Jeg brugte hele natten på det. Jeg sov ikke den nat. Jeg havde samme følelse inden og efter Lyngby-kampen, om natten og om morgenen. Så var jeg ikke i tvivl. Det var ved at blive...Du må ikke miste den gnist, at det er hammerfedt. Det er det, der skal vinde kampen. Når du står op klokken seks og skal køre til træning og det hele er kulsort, så skal gnisten vinde over det hele. Jeg synes ikke, jeg længere kunne være det menneske, der sagde, at det hele gik fint, at jeg havde det godt. Så ville jeg hellere gå et step ned, som jeg gjorde, og så få det hele på plads igen. Nogle folk synes, at det er underligt, men det er min beslutning. Det er sådan, jeg vil have det. Folk kan tænke alt det, de vil. De andre råder ikke over mit liv. Men der var ingen, der synes, jeg var en klaphat. Der var lidt bad will ved at jeg tog til Randers, men det har jeg prøvet at forklare. Det kom egentlig meget godt ud," siger Allan Kuhn.

Fungerer i AaB ¿ og er måske klar til cheftræner-job om nogle år

I AaB nyder Allan Kuhn, at der i stedet for halvanden time er rundt regnet ti minutter på arbejde. Det store ansvar og de mange timers grublerier ligger nu på Kent Nielsens skuldre, mens Kuhn kan koncentrere sig om dødboldene og om at sætte spillerne op og skubbe til deres konkurrenceinstinkt. Fritiden er der pludselig også igen, og i det hele trives Kuhn med at være hjemme i Aalborg igen her 25 måneder efter, at han på et møde i Ikast sagde ja til at blive FCM-cheftræner.

"For mig er der andet i livet end fodbold. Jeg lever og ånder for det, men der skal fandme også være plads til andet. Det vil jeg ikke gå på kompromis med," siger Allan Kuhn."Jeg har fået mange søde, rare henvendelser, og når jeg har været ude at handle, kommer folk hen og siger, at det er dejligt, at jeg er tilbage. Folk er så søde og rare. Det giver mig en masse energi," siger Allan Kuhn."Når det starter godt, når man klarer sig i foråret, så forsvinder alt trykket og presset. Det er en ny turnering, man har alle muligheder, og vi startede rigtig godt i træningskampene, hvor vi ikke tabte. Man kan se, at vi tror på os selv. Der er god energi, godt humør, alt der skal til i en god fodboldklub, og det mærker man, når man kommer til udefra."Ligesom sine chefer Kent Nielsen og Lynge Jakobsen synes Allan Kuhn endnu det er svært at sige, hvor langt AaB kan komme i Superligaen i denne sæson. Fordi han sad på sidelinjen i Randers ved siden af Peter Elstrup og oplevede det totale chok ved Randers' nedrykning 29. maj, har Allan Kuhn stadig i frisk erindring, præcis hvor tæt AaB var på en katastrofal nedrykning. Men Kuhn var også assistent dengang AaB begyndte sensommeren 2007 med at hente fem point i de første seks kampe, hvor man indkasserede 12 mål. I de 27 efterfølgende ligakampe vandt AaB 21 gange og blev som bekendt Danmarksmester, og på sigt tror Kuhn på, at den nuværende AaB-trup kan drive det til en hel del."Der er lang vej for os, også med økonomien. Vi har ikke det samme som FCK, som Brøndby, der henter Rommedahl, og OB, der henter Djiby Fall ind. Den slags har vi ikke kunnet gøre. Men jeg synes, vi får bygget på og spiller med nogle hold, hvor vi har rigtig mange af vores egne spillere. Det kan tilskuerne også lide, at vi spiller med nogle AaB-drenge. Så er det lige meget, hvis vi nogle gange taber kampe, bare vi går til den," siger Allan Kuhn.Det kunne sagtens blive med Allan Kuhn som assistent, når ¿ og hvis - AaB næste gang stikker snuden frem i medaljestriden, for Allan Kuhn har tænkt sig at bruge de kommende år i Aalborg på AaB. Der bliver nok også tid til at tænke nærmere over, hvad han kan tage med fra de tre vilde år mellem sommeren 2008 og 2011, for engang i fremtiden kan Allan Kuhn sagtens se sig selv som cheftræner igen, så længe han kan styre sig selv uden om de faldgruber, der sugede kræfterne ud af ham i FC Midtjylland."Man skal passe på med at sige 'aldrig mere'. Livet flytter sig, livet er nye udfordringer, og jeg vil ikke sidde og sige, at jeg aldrig vil være cheftræner igen. Det kom ikke ud på den måde, jeg havde ønsket mig. Det kan være, at der var noget følelsesmæssigt. Måske blev nogle ting blandet lidt sammen. Nu er det hele kommet lidt på afstand. Det kan sagtens være, at om tre-fire år, og hvis min familie er klar, at så skal det testes igen. Det kan man ikke sige. Men lige nu har jeg skrevet to år som assistenttræner i AaB, så det er her, jeg er nu. Jeg vil ikke sige aldrig, for man ser tit folk, der alligevel så står i situationen igen og skal forklare, hvorfor de nu gjorde det igen. Det kan sagtens være, at den dag kommer igen engang langt ude i fremtiden," siger Allan Kuhn.UDSTYR Fem andre trænere, der er gået fra cheftræner til assistentJohn 'Faxe' JensenFra cheftræner i Herfølge til assistent i Brøndby IF i juni 2002John 'Faxe' Jensen havde to år forinden vundet DM med Herfølge, men året efter rykkede sydsjællænderne ud. Faxe blev et år i 1. division med Herfølge, hvorefter han rykkede til Brøndby som assistent for Michael Laudrup, som Faxe kendte fra landsholdet."Det får jeg ingen problemer med. Michael og jeg har haft lejlighed til at drøfte vort fremtidige samarbejde. Vi kender hinanden så godt fra tidligere, at det bliver helt uden problemer," sagde Faxe ved ansættelsen i Brøndby, og det fik Faxe ret i.Brøndby vandt mesterskabet i 2005, og Faxe blev siden assistenttræner for Laudrup i Primera Division i Getafe, før Faxe havde et mindre heldigt ophold som cheftræner i Randers FC.John Faxe Jensen er i dag assistenttræner i Blackburn Rovers for Sam Allardyces tidligere assistent Steve Kean, der sidste år blev forfremmet til chef i stedet for Allardyce.Carlos QueirozFra cheftræner i Real Madrid til assistent i Manchester United i sommeren 2003Carlos Queiroz var kun i Manchester United i et enkelt år, hvor portugiseren fik et rigtig godt samarbejde med Alex Ferguson.Real Madrids præsident Florentino Perez besluttede sig for at give Queiroz chancen som cheftræner i stedet for Vicente Del Bosque, der var blevet fyret trods flotte resultater med Reals offensivt indstillede 'Galacticos'. Queiroz havde gevaldige problemer med at få Zidane, Beckham, Figo og de øvrige stjerner til at spille sammenhængende, og Real sluttede sæsonen på en for dem horribel fjerdeplads, der kostede Queiroz jobbet.Portugiseren havde derefter fire år tilbage som assistent for Alex Ferguson, hvorefter Queiroz blev landstræner for Portugal.Queiroz var ikke ligefrem elsket for sine resultater, og efter at have tabt til Norge i EM-kvalifikationen blev han fyret.Han er i dag landstræner for Iran.Kasper HjulmandFra cheftræner i Lyngby til assistent i FCN i juli 2009FC Nordsjælland ¿ og muligvis Kasper Hjulmand ¿ havde nok ventet, at Brøndby IF eller en anden klub ville købe Morten Wieghorst fri af sin trænerkontrakt, da Farum-klubben lavede aftale med den daværende Lyngby-træner. Men der var ikke nogen, der købte Wieghorst fri, så Hjulmand arbejdede som assistent i to år ¿ og var med til at vinde to pokaltitler ¿ med FCN, før han denne sommer blev cheftræner.Roberto di MatteoFra manager i WBA til assistent i Chelsea i juni 2011Di Matteo var en særdeles populær manager i WBA, men som sæsonen i Premier League i 2010/2011 gik ind i foråret, lignede det endnu en hurtig retur til næstbedste række for det pænt spillende men ineffektive elevatorhold. Trods en kåring som månedens manager i september 2010 kostede nedturen i vintermånederne Di Matteo jobbet til fordel for Roy Hodgson, der sikrede WBA en lidt overraskende overlevelse, mens italienske Di Matteo i sommerferien blev ny assistent i sin gamle klub Chelsea for unge Andre Villas-Boas, der er kommet fra FC Porto.Henk ten CateFra cheftræner i Ajax til assistent i Chelsea i september 2007Hollandske Henk ten Cate havde en gang tidligere gået fra cheftræner til assistent, da han flyttede fra NAC Breda til assistenttræner for Frank Rijkaard i FC Barcelona. Efter et skidt år som træner for Ajax i 2006/2007 rykkede ten Cate til London for at være assistent for Avram Grant, men opholdet blev relativt kortlivet, da Grant fik sparket oven på Chelseas Champions League-finalenederlag i Moskva til Manchester United.Derefter havde ten Cate et fint år med Panathinaikos, der nåede ottendedelsfinalerne i Champions League, men et nederlag til ærkerivalerne Olympiakos i slutningen af 2009 kostede jobbet.I begyndelsen af 2010 havde hollænderen et særdeles kortlivet ophold som cheftræner for Al-Ahli i Dubai, hvor ten Cate røg efter et 5-0 nederlag til rivalerne Al-Sadd. Fra april 2010 til februar 2011 var ten Cate cheftræner for den lille qatarske klub Umm Salal, og i april sagde ten Cate til hollandsk tv, at han nu er færdig med at være fodboldtræner.Sportsdirektør: Ingen bekymringer ved KuhnAaB-sportsdirektør Lynge Jakobsen valgte i efteråret 2008 ikke at forfremme Allan Kuhn til permanent cheftræner, efter at Bruce Rioch var blevet fyret.Nu er Allan Kuhn tilbage i AaB efter at have prøvet cheftræner-jobbet i FC Midtjylland, og Lynge Jakobsen er glad for at have assistenten fra guldholdet i 2008 tilbage."Allan Kuhn er en tæskedygtig assistent. Jeg hørte ham, om det var rigtigt, at han var klar på at være assistenttræner, og det fik jeg bekræftet," siger Lynge Jakobsen, der ikke ser nogen problemer i, at Kuhn gik fra at være cheftræner til assistent i AaB på to måneder."Jeg henter Allan Kuhn tilbage, fordi han vil være assistenttræner. Jeg lægger ikke bare et stykke papir foran folk, jeg snakker med dem. Hvis han ville være cheftræner, så havde han nok søgt udfordringer et andet sted," siger Lynge Jakobsen."Han er en træner på linje med Poul Buus og Poul Erik (Andreasen), som får opgaver af Kent Nielsen. Der er intet sideordnet over det, den slags ordninger med sideordnede trænere har jeg aldrig forstået," siger Lynge Jakobsen.