• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:

Morten Olsen, Frank Arnesen, Søren Lerby, Preben Elkjær, Michael Laudrup... Det var legendernes tid dengang i Mexico 1986, men listen over stjerner kunne sagtens have været et navn længere, hvis det ikke havde været for en tung tackling i en colombiansk havneby, der ødelagde Per Frimanns VM, før det overhovedet kom i gang. Her er historien om tacklingen og skaden, der stoppede et af de største danske talenter fra at få den karriere, de første år ellers havde spået.

Af Thomas Pyndt

"Hvad så Per, er der ikke noget med, at du engang har spillet en kamp derinde."

Ordene falder fra TV3-kommentator Carsten Werge, da vi på en varm eftermiddag i Lissabon for nogle år siden sidder tæt sammenklemt på bagsædet af en bil med portugisiske tv-teknikere, der netop har samlet os tilfældigt op på motorvejsafkørslen væk fra Benficas mægtige hjemmebane Estadio da Luz. Bemærkningen er rettet mod hans dengang faste medkommentator Per Frimann, der som altid fanger det spøgende i ordene og tørt svarer: "Jo, det var en UEFA Cup-finale, og vi vandt."Og så går snakken ellers ind mod centrum, mens jeg sidder og tænker lidt. Selvfølgelig vidste jeg godt, at den altid venlige og analytisk skarpe Per Frimann havde en fin karriere som aktiv bag sig i belgiske Anderlecht, der dengang i firserne var en storklub, men at det ligefrem var til europæiske finaler på Lysets Stadion i Lissabon var røget min næse forbi.For mig handler Frimanns fodboldfortid mere om dengang, han blev brugt ulovligt i en OL-kvalifikationskamp, der kostede Danmark billetten til Seoul 1988, og det er faktisk først, da jeg læser op på firserlandsholdets stormende succes og efterfølgende styrtdyk ved VM i Mexico, at jeg får øjnene op for, hvor god han egentlig har været. Per Frimann kom bare aldrig med til VM i Mexico, men det var tæt på og så kunne fodboldhistorien have set ganske anderledes ud.Den eftermiddag i Lissabon ville jeg i hvert fald stensikkert og uden tvivl have kendt til hans bedrifter, hvis det bare ikke havde været for en hård tackling på en baglinie i den colombianske havneby Barranquilla."Det er jo en lang og lidt træls historie, som jeg egentlig ikke havde så meget lyst til at snakke om i mange år. På et tidspunkt skal man jo videre," fortæller den i dag 47-årige Per Frimann, mens vi på et lokalt sted i Hellerup har bænket os i morgenlyset og skruer tiden knap 24 år tilbage til træningslejren i Colombia, hvor det danske landshold skulle vænne sig til højderne og varmen ved den forestående slutrunde i Mexico.Danmark har allerede spillet to træningskampe. Først taber man til Paraguays landshold med 2-1, før lokale Cristas Caldas bliver slået med 5-2, og spillet flyder. Frimann bliver skiftet ind i begge kampe og har, selv om han på det tidspunkt kun har spillet 10 officielle A-landskampe, i det hele taget gjort et stærkt indtryk på det rutinerede hold, og det bliver belønnet med en startplads i turens sidste kamp mod Atletico Junior nede i Barranquilla."Vi fløj fra vores træningslejr oppe i 3000 meters højde i Bogota og ned til Barranquilla, hvor vi røg direkte ind i en tropisk mur af varme og fugtighed. Vi skulle spille om aftenen, og jeg kan huske, at stadion var meget flot og moderne, og at vi spillede i hvidt. Der var 40.000 tilskuere på plads til kampen, så der var stemning, og vi spillede helt fantastisk. Det er noget af det bedste, jeg nogensinde har prøvet, og vores modstander ville også gerne være med.""1. halvleg var helt berusende. Vi fløj rundt over hele banen. Jeg spillede højre kant sammen med Klaus Berggreen, hvor vi så lå og skiftede mellem den offensive og den defensive plads. På det tidspunkt havde jeg en utrolig løbestyrke, og den brugte jeg.""Det fortsatte efter pausen, hvor vi gang på gang spiller dem helt tynde, og jeg hele tiden ryger forbideres back. Og så kan jeg tydeligt huske, at vi er ved at være sidst i kampen, og jeg står ved siden af Søren Lerby. Jeg kan simpelt hen se, hvordan han står ved siden af mig og så siger "Tag det nu roligt her til sidst, Per. Lad bolden gøre arbejdet." Men det kunne jeg jo ikke. Det var min svaghed.""Minuttet efter kommer jeg forbi deres back igen og ned til baglinien, og så ser jeg, at den ene af deres centerforsvarere, en stor argentiner med langt hår, kommer ud imod mig for at dække af. Jeg sparker bolden indover, og så kommer han glidende og rammer mit støtteben lige på anklen. Det gør pisseondt, og jeg kan med det samme mærke, at det ikke bare er et vrid, så jeg ligger der og banker i græsset, mens jeg ikke kan forstå, hvorfor der ikke er nogen, der kommer ned og hjælper mig. Man vil jo have hjælp med det samme, have nogen der kan fjerne smerterne, men det tager selvfølgelig lidt tid, før de når ned til mig.""Og så er det egentlig lidt skægt, men midt i smerterne kan jeg også huske, at jeg er skideirriteret over, at dommeren har fløjtet for målspark, for ham argentineren snittede jo bolden, før han ramte mig, så vi skulle have haft hjørnespark. Så det nåede jeg også at tænke på," siger Frimann med et lille smil.

Med skuffelsens tårer i Mexico City

Men skaden er sket. Ledbåndene på ydersiden af foden har fået et alvorligt tryk, og det ene er endda revet af og har taget noget ankelknogle med sig. Men det bliver først opdaget nogle uger senere, for den 24-årige Frimann vil ikke opgive sin VM-drøm, selv om han godt kan mærke, at den er gal.

"Det var simpelt hen det værste tidspunkt overhovedet at blive skadet på. Vi skulle spille mod Skotland i den første VM-kamp en uge senere, og der er ingen tvivl om, at jeg havde startet inde, mens Klaus Berggreen og Frank Arnesen så skulle have kæmpet om den anden plads på højrekanten. Det ville Frank også sige, hvis du spurgte ham idag.""For jeg havde aldrig været så god. Jeg kom fra min bedste sæson hos Anderlecht, hvor jeg havde spillet semifinaler i Europa Cup'en for mesterhold mod den senere vinder fra Steaua Bukarest, mens vi havde vundet det belgiske mesterskab efter to ondsindede playoff-kampe mod Club Brugge. Og dagen efter rejste vi så til Bogota i Colombia," fortæller Frimann, før vi mentalt vender tilbage til havnebyen Barranquilla, det slagne talent og den dramatiske hjemtur mod træningslejren."Vi fløj i sådan et lille charterfly med både spillere og journalister, og da vi så skulle tilbage til Bogota midt om natten, røg vi ind i et frygteligt uvejr, du ved, sådan et hvor folk først griner, og så bliver der helt stille bortset fra enkelte udråb, når flyet bliver rusket rundt. Det var helt vildt, men jeg var ikke bange, for jeg sad med foden på sædet foran mig og tænkte, at man simpelt hen ikke kunne være så uheldig, at man først blev skadet og så faldt ned med en flyver.""Vi kom da også tilbage til Bogota, og dagen efter fløj vi så til Mexico."Og Frimann flyver med trods smerter og hævelser, for det kunne jo være, selv om hverken spilleren eller den hollandske læge Richard Smith, der er tilknyttet landsholdet, er optimister."Han sagde med det samme, at han ikke kunne mærke mit ledbånd, og jeg kunne jo også godt selv mærke, at det føltes forkert, men vi blev enige med Sepp [landstræner Piontek] og Richard Møller [assistent Nielsen] om, at vi i første omgang ville prøve at behandle den med is, så vi kunne få hævelsen ned. Så jeg sad med foden i en spand fuld af is, mens de andre trænede. Der blev også taget noget røntgen på et hospital i Mexico, uden at det viste noget.""I løbet af dagtimerne blev det egentlig også bedre, og nogle dage kunne jeg træne lidt med, men om morgenen var det skidt, for så havde man ligget og sovet og foden havde måske hængt lidt eller ligget skævt, og så gjorde det ondt igen."Det bliver ikke bedre. Frimann ser kammeraterne besejre Skotland og Uruguay, og mens VM-håbet bliver tændt i Danmark, brænder det endeligt ud hos den skadede midtbanemand oppe på tribunen."Vi spiste alle sammen middag efter sejren over Uruguay, og stemningen var selvfølgelig høj, men bagefter tog alle de andre tilbage til lejren, mens jeg tog ind til Mexico City og satte mig på en flyver hjem. Der var stor medfølelse fra de andre over situationen, og det var godt nok også trist. Jeg var sgu' ked af det og græd skuffelsens tårer, men der var ikke noget at gøre," fortæller Frimann, hvis fortrædeligheder dog ikke var gjort med de 24 timers flyrejse tilbage til Europa over Houston og Atlanta.Der er to kirurger at vælge imellem til den slags skade, og til Anderlechts store fortrydelse vælger han eksperten i Amsterdam fremfor lægen i Bruxelles, men da danskerens kontrakt udløber et par uger senere den 1. juli, har klubben ikke det store at have sagt, og det danske landsholds læge anbefaler manden i Amsterdam, så ham tager Frimann."Jeg blev opereret, og jeg var meget optimistisk. Hvis drengene gik videre ovre i Mexico, så rejste jeg sgu tilbage for at følge dem. Men så gik der en infektion i ledet, og jeg blev hundesyg. Jeg havde det ad helvede til, og det var ret alvorligt. Jeg blev placeret på en enestue, og så lå jeg der og havde det elendigt og så kampene mod Vesttyskland og Spanien på tv.""Det tog tre uger, før jeg fik det bedre, men undervejs skete der noget med anklen. Jeg fik lagt den i gips undervejs, og det var som om, at ledet satte sig lidt fast. Der kom også en masse arvæv, og det gjorde det svært at genoptræne," fortæller Per Frimann.

Den lille prins i Anderlecht

Og på den måde fordufter alle de store planer før VM, hvor den dygtige kant har masser af muligheder i fremtiden. Flere af de store Serie A-klubber holder øje med ham, Monaco med Søren Busk og Søren Lerby på holdet har kigget på ham, og Real Madrids sportsdirektør har også været på plads til en kamp for at observere danskeren, der i Anderlecht har slået landsmanden Frank Arnesen af holdet efter et forløb, der minder lidt om det, Amager-drengene Arnesen og Søren Lerby selv gennemgår som helt unge i toppen af europæisk fodbold.

De to starter i Ajax, mens Frimann altså kommer til Anderlecht i erhverspraktik, som han selv kalder det, efter en kometkarriere i Danmark, hvor han debuterer som senior for AB, men allerede som 18-årig skifter til KB som amatør. Han får dog hurtigt kontrakt efter sin første kamp i en pokalkvartfinale mod AGF på udebane, hvor de forsvarende mestre sætter skabet på plads mod de ambitiøse århusianere og vinder 6-2 på fire mål af Per Frimann. Et halvt år senere skifter han til belgiske Anderlecht, mens KB lukker talenthullet ved at rykke Michael Laudrup op fra ynglingeholdet, men det er en helt anden historie.I Anderlecht fortsætter Frimann med succesen. Han bliver kaldt Den Lille Prins, og danskerklubben, der også tæller Morten Olsen, Kenneth Brylle, Henrik Andersen og med tiden Frank Arnesen, vinder mesterskaber og UEFA Cup-finalen anno 1983 mod Benfica. Og Frimann spiller det meste, uden det dog åbner døren til A-landsholdet."Jeg var den yngste dansker, der nogen sinde havde spillet i en europæisk finale, men det betød ikke noget i forhold til landsholdet. Jeg kan huske, at Sepp sagde, at det var udmærket, og at jeg kunne spille på U/21-landsholdet, men der var altså også en fuldstændig grotesk talentmasse på det tidspunkt. Da vi tog til Mexico var der vel 12-14 nationale mestre fra ligaen rundt omkring i Europa med i truppen, blandt andet os fra Anderlecht.""For det var en stor periode i belgisk fodbold på det tidspunkt, og de blev da også nummer fire ved VM i Mexico," fortæller Frimann, der også ender med at blive i belgisk fodbold og forlænge kontrakten med Anderlecht frem til sommeren 1988. For selv om ankelskaden har været hård ved danskeren, er der små fremskridt hele tiden. Men det gør ondt."Jeg genoptrænede tre måneder i Amsterdam, og så lavede jeg en halvanden års aftale med Anderlecht, men det gik langsomt. Der var ikke tale om, at jeg måtte indstille karrieren, men jeg skulle arbejde foden i gang. Jeg skulle simpelt hen træne mig igennem alt det arvæv, der havde sat sig fra operationen, og det gjorde jeg så, men jeg kom aldrig rigtig ind i flowet og fik hele tiden små tilbagefald. I februar 1987 spillede jeg min første kamp, en kvartfinale i Europa Cup'en for mesterhold mod Bayern München, og i sommeren 1987 følte jeg mig rigtig klar. Jeg kunne godt mærke lidt i ankelen, men jeg var i form og fik også comeback på landsholdet," fortæller Frimann, der også spiller nogle gode europæiske kampe i den efterfølgende sæson og får at vide, at Sampdoria måske er interesseret.Men problemerne er ikke løst. Han får tilbagefald og mister sin plads hos Anderlecht, hvor Eidur Gudjohnsens far Arnor træder i karakter. Og det er skidt, for Frimann vil så gerne have revanche på landsholdet, men det kræver spilletid på klubholdet. Det har Sepp Piontek ringet og fortalt, men Anderlecht er ikke meget for det. Til sidst sætter Frimann sig uden for præsidenten Constant Vanden Stocks kontor i to-tre timer og får den snak, der kan løse op for det."Men han var godt nok ikke glad for det. Jeg var hans talent, og han havde altid håbet og satset på mig. Da vi vandt Europa Cup-finalen i 1983 gav han mig endda en knaldrød Golf GTI, og jeg havde ikke engang kørekort. Men jeg ville afsted, og det kom jeg, selv om han var meget skuffet."På den måde vender Per Frimann tilbage til Danmark, først på lejeaftale med AGF og siden på fast kontrakt i Brøndby. Men det bliver aldrig helt godt med den ankel. Han får godt nok den ønskede slutrunde med landsholdet og spiller en enkelt kamp ved EM i Vesttyskland i 1988, men det bliver aldrig til regelmæssig fodbold. Han må holde pauser på tre-fire dage indimellem, og den 13. september 1989 slutter det. Brøndby spiller Europa Cup-kamp på Velodromen i Marseille, og..."Ja, så ryger jeg ind i en tackling med ham den store brasilianer Carlos Mozer og bliver ramt lige på ankelen, så leddet knækker og så var det helt forkert," siger Per Frimann om den endelige afslutning på et over tre-årigt forløb, der starter med en tung tackling i en colombiansk havneby.Godt nok kæmper han videre et halvt år med Morten Olsen som cheftræner i Brøndby, men det er forgæves, og i sommeren 1990 er det officielt forbi, hvorefter den 28-årige Per Frimann som den første dansker får en testimonial på Brøndby Stadion, hvor holdkammeraterne fra VM i Mexico spiller mod de lokale helte og vinder 6-4."Set i bakspejlet, så var jeg egentlig glad for, at det stoppede der, for så var det slut. Så var der ikke mere at gøre. Men der gik da mange år, hvor jeg ærgrede mig," siger Frimann, mens man tænker på, hvad det kunne være blevet til for det store talent, hvis ikke den tackling var blevet sat ind.Havde Frank Arnesen ikke spillet så meget ved VM i Mexico, så han udmattet var blevet vist ud af kampen mod Vesttyskland og dermed gav Jesper Olsen pladsen på højre kant mod Spanien og Emilio Butragueno? Havde en endnu større klub end Anderlecht købt Frimann til mere succes i Europa? Havde Danmark anno 1988 og 1990 ikke været et træt og gammelt landshold? Og hvad med EM i 1992, hvor jævnaldrende Kim Vilfort scorede i finalen?Det er selvfølgelig umuligt at sige noget som helst om, også for Per Frimann."Det er svært at sige, hvor god man kunne være blevet. Men jeg synes, at jeg har haft en fin karriere. Jeg fik meget i mine unge år, vandt titler og spillede finaler på et hold, der var blandt de største i Europa," siger han og både lyder og virker helt afklaret. Den slags tankespind er for længst lagt væk, men mindet om tacklingen og skaden har han hver eneste dag. For ankelen gør stadig ondt."Ja, den er godt nok et problem. Jeg har svært ved at stå op i længere tid ad gangen, og det er ikke så godt, når man for eksempel har et studie, hvor man skal stå op i en time. Men sådan er det," siger Per Frimann, stortalentet der blev stoppet på en baglinie i Barranquilla, før talentet blev foldet helt ud.

Superliga

Mere Superliga

Fokus