Blog: Mourinho vil skifte kujonerne ud

Af Martin Svarre Christensen

Årsagen til dette blogindlæg skal findes i José Mourinho, som jo er yderst leveringsdygtig, både når det gælder fodbold og interessante emner at samtale om. I første omgang er det ikke som udgangspunkt Mourinho selv, der står for skud, selvom hans navn for-gud-ved-hvilken gang dukker op i en fodboldrelateret debat. Og så lidt alligevel, men mere om det senere.

Det hele bunder i, at den gode José for nylig var ude og mere end antyde, at forsvarspillerne Luke Shaw og Chris Smalling er lige så fysisk stabile som det danske vejr i efteråret, da de to Man United-spillere meldte sig ukampdygtige op til kampen imod Swansea. Han satte derved ikke kun spørgsmålstegn ved deres fysiske helbred i forhold til skader men udtrykte i høj grad, at det var den mentale indstilling, den var gal med. "Tøsedrenge" blev der sagt i vores seneste podcast, med henblik på Mourinhos mening om Shaw og Smalling.

Eller sagt på en anden måde: De to var ikke klar til at ofre sig 110% for Manchester United. Noget som José Mourinho i den grad efterspørger i sin trup. Nu er det ikke første gang, Mourinho har sat spørgsmålstegn ved en af sine spilleres offervillighed. Både Sergio Ramos i Real Madrid og Oscar i Chelsea har fået Mou's "tough love" at føle, da de blevet vejet og fundet for lette.

Mourinho har siden udtalelserne om Shaw og Smalling modtaget meget kritik i medierne for hans håndtering af sagen. Og derigennem hans evner til generel mandskabspleje af et topprofessionelt fodboldhold, da han udstiller to af sine spillere i offentligheden og kritiserer deres manglende vilje til at bløde for den røde djævel på brystet. Men hvorfor gør Mourinho det her? Hvorfor lægger han sig offentligt ud med sine egne spillere? Hvad vil han have ud af det her? Og er det, han har gjort, overhovedet forkert?

Tilbage på vindersporet

For mig at se er det en konfrontation med den mentale indstilling, som stille og roligt har indfundet sig på United-mandskabet, siden Ferguson-æraen sluttede. Den ukuelige vindermentalitet, som Sir Alex Fergusons Manchester United var kendt for, manifesterede sig i, at til sidst i kampene var det kun et spørgsmål om tid, førend de scorede. Siden Sir Alex lagde det berømte armbåndsur og tyggegummiet på hylden, og en del af den gamle garde sagde farvel,  er det som om, den mentale indstilling er sivet ud af holdet, som når man skal lukke luften ud af en luftmadras.

Ind kommer Mourinho. En træner, der på mange måder er en anden type end Ferguson, men dog med én ting til fælles - et krav om ultimativ offervillighed for holdet og indstillingen til at vinde. Deres metoder til at opnå dette er dog yderst forskellige. Og der kan da være noget om snakken. Jeg ved ikke, hvor mange kampe jeg som Man United-fan har set, hvor jeg har siddet tilbage med en følelse af, at den indsats, jeg lige har kigget på, har været noget halvhjertet, uanset hvad kampen måtte være endt.

José Mourinhos kritik af Luke Shaw og Chris/Mike "Smaldini" Smalling, og man kan i den sammenhæng formentlig også inddrage Henrikh Mkhitaryan, er meget mere end at aflede opmærksomhed og skylden for en skidt præstation væk fra sig selv og over på andre, som Mou ellers er verdensmester i. Det handler lige så meget om, at der skal sendes et signal til truppen om, at man som spiller i Manchester United har en forpligtigelse til at give alt og mere til for holdet.

Så det er både en opsang til de nævnte spillere men også til resten af truppen om, at han ikke er bange for at tage konsekvensen, hvis en spiller ikke viser den nødvendige vilje. Smalling er som bekendt viceanfører på holdet, og det faktum, at Man United faktisk vandt kampen imod Swansea ret komfortabelt, viser netop, at Mourinho ikke lader sig skræmme af hverken spillerens status på holdet eller et vinderresultat. Det er jo så også en kalkuleret bonusgevinst, at fokus igen bliver flyttet fra Mourinho selv.

Ikke kun et portugisisk fænomen

Denne offervillighed bliver så i denne sag italesat med henblik på skader, men mellem linjerne var det vist i højere grad det faktum, at de nævnte spillere ikke er villige til at "æde smerten" og ofre sig for holdet. Skader, eller rettere sagt manglen på dem, har også været kendetegnet på de hold, som Mourinho har ført til succes. Både de to gange i Chelsea og da han vandt The Treble med Inter. Der var det oftest de samme spillere, der blev brugt, fordi de var villige til at ofre sig for holdet.

Mourinho er dog ikke den eneste toptræner, der har sat spørgsmålstegn ved spilleres motivation og vilje til altid at give lidt ekstra for holdet. Succestræneren fra rivalerne Liverpool, Herr Jürgen Klopp, har før udtalt om Daniel Sturridge, at han skal lære, hvad der er seriøs smerte, og hvad der "bare" er almindelig smerte. Altså, at han skal lære i højere grad at ofre sig. Senest har Klopp også sat Mamadou Sakho i skammekrogen for at have en for lad og useriøs indstilling til, hvad der kræves som fodboldspiller på øverste plan.

Jeg ser et opgør med en mentalitet, som man i højere grad ser hos den moderne fodboldspiller. Jeg synes, jeg af og til hører trænere udtale sig om, at de må sætte deres hårtørrer ned på minimum indstilling, når de skal uddele skideballer i omklædningsrummet, fordi spillere i dag simpelthen bryder ud i gråd og er for skrøbelige mentalt.

For meget, for tit og forkert?

Så vær ikke overrasket, hvis dette ikke er sidste gang, at José Mourinho hænger sine spilleres indstilling ud i pressen. Og vær ikke overrasket, hvis Mourinho i denne sæson vil sætte forskellige spillere af og på fra kamp til kamp for at teste deres indstilling og vindermentalitet. Hvordan kan en spiller som Phil Jones ellers vade ind i startopstillingen imod Swansea, efter han ikke har rørt en bold i umindelige tider? Har Phil Jones måske vist noget på træningsbanen, som Shaw, Mikhi og Smalling ikke har formået? Og er det måske en af årsagerne til, at Jones ofte bliver så skadet?

Om det er den rigtige måde at gøre det på, at hænge spillere og deres indstilling ud i pressen, det kan så i høj grad diskuteres. Vi så jo, hvordan det endte i Chelsea i sidste sæson, og rygter siger, at han havde presset stjernespilleren Eden Hazard så meget igennem en hofteskade, der i høj grad hæmmede hans kreativitet som spiller, at det til sidst skabte den uro i truppen, der ledte til "the special ones" endeligt i Vestlondon.

Mourinho kræver den absolutte selvopofrelse for holdet, men det er en risikabel taktik at lægge sig ud med spillerne. Især med hensyn til Luke Shaw og hans alvorlige skade in mente, synes jeg måske, Mourinho går lidt for vidt. Dog er Shaw også en spiller, der skal have et los i røven af og til. Husk på, da han først landede i United, blev han hurtigt fundet for overvægtig. Forhåbentlig kan José få den reaktion, han er ude efter.

Men et stille bud herfra er, at vi kommer til se en del udskiftning i denne Manchester United-trup, når Mourinho har fået sorteret i spillermaterialet, og han har fundet af, hvem han kan regne med bløder lidt ekstra for truppen, og den rette vindermentalitet har indfundet sig. Det er en stor risiko han løber, men det kunne nemt være det, Manchester United har brug for.