Harmoniens selvmord i FC København

Skrevet 1/9 2008:

I 2005 gennemførte FC København en større udrensning. Dårlige resultater forårsaget af en trup i ubalance. Flemming Østergaard fortæller selv i sin bog ’Varmt hjerte, koldt blod’ hvordan spillere, som forstyrrede harmonien blev sat på porten til fordel for nye spillere, der bedre kunne indgå i fællesskabet. Den strategi lever stadig i bedste velgående i hovedstadsklubben.
Det er der for sig heller ikke noget galt i. Der blev i 2005 og 2006 hentet en række mentalt stærke vindertyper til klubben, der tilmed sikrede en god harmoni på holdet.

Nu er den række af spillere, der blandt andet spillede holdet i Champions League og sikrede et af de mest suveræne mesterskaber i nyere tid, væk.
Problemet er, at strategien nu er ved at give bagslag. I jagten på nye spillere vægtes det harmoniske over vindertypen. Han skal helst være begge dele, men først og fremmest skal vedkommende kunne glide let i truppen uden at ødelægge balancen. Det er nu ved at koste FC København den føring klubben havde taget i 2006/2007-sæsonen.

For det er ikke nemt at finde en type som Linderoth, hvis rolige gemyt udenfor banen ikke forstyrrede noget. Eller finde en type som Allbäck, der var klinisk renset for de egoattituder angribere normalt render rundt med. Pointen er, at det koster mere at bevare harmonien uden vinderattituder end at have en trup i ubalance fyldt med vindere. For man vinder med vindertyper, selvom de er kontroversielle egoister, men det gør man ikke med uselviske flinke fyre, der ikke også har vindergenet.
Det kan sagtens lad sig gøre at vinde trofæer med de kontroversielle typer, der skaber uro i fællesskabet. I Bayern München har det næsten været et nødvendigt onde for succes med kontroverser i truppen.

I engelske storklubber er man heller ikke uvant med sammenstød i omklædningsrummet eller på træningsbanen, men når sæsonen er ovre, så står de alligevel med en pokal i hånden.
Man skal ikke længere end ti kilometer vestpå, for at finde et dansk eksempel. Allerede i 2004/2005-sæsonen, hvor Brøndby blev mestre med vindertyper, som Wieghorst, Elmander, Kahlenberg (?), Agger og Skoubo, var også Per Nielsen og Dan Anton Johansen i truppen.

To spillere som gik deres egne veje under spillerstrejken og generelt skabte kløfter i truppen. For slet ikke at tale om Marcus Lanz, der aldrig indgik i fællesskabet på holdet. Kort efter kom Thomas Rytter til og da Meulensteen blev træner, så han straks en trup i disharmoni, men vigtigst af alt, var vindertyperne solgt. Tilbage var et hold i ubalance uden vindertyper og Brøndby har siden kæmpet med at få dem tilbage på holdet.
FC København er i lidt samme situation. De store spillere er væk, men modsat Brøndby, har man ingen spillere til at ødelægge harmonien.

FCK har været villige til straks at købe erstatninger for de spillere der er solgt eller skiftet. Spillere som ikke er kontroversielle og let kan indgå i fællesskabet på holdet, med José junior som undtagelsen. Ind er kommet Rasmus Würtz, Morten Nordstrand, Thomas Kristensen, Ailton Almeida, Zdenek Pospech og Mikael Antonsson, som alle er ukontroversielle dygtige fodboldspillere, men ingen af dem er vindertypen, der leder sit hold til sejr. Kun Libor Sionko, Jesper Grønkjær og Ulrik Laursen har vel denne evne, hvoraf sidstnævnte ikke har fundet sit høje niveau fra OB-tiden og Grønkjær er ude på ubestemt tid.
Sådanne spillere der besidder begge dele hænger ikke på træerne og det er bestemt ikke en nem opgave for FC København at erstatte Hangeland, Gravgaard, Jacobsen (?), Silberbauer, Linderoth og Allbäck.

Klubben synes ikke at kunne finde disse typer der besidder begge dele. FCK fravælger i øjeblikket vindergenet frem for harmonien. Det er typisk dansk og bestemt en sympatisk tanke, men i fodboldens verden er det lig med selvmord.