Blog: Leon Andreasen - Danmarks sejeste fodboldspiller
Illustration
Generelle

Blog: Leon Andreasen - Danmarks sejeste fodboldspiller

Leon Andreasen er tilbage på træningsbanen på 60 procent af sin formåen. Når Årets Spiller i Hannover 2012 at spille flere kampe i sæsonen?

Der er næppe den store tvivl om, at Hannover-spilleren Leon Andreasen er en af landets mest uheldige fodboldspillere. Listen med den snart 30-årige (han fylder rundt i næste uge) østjydes genvordigheder og uheld er alenlang, og hver gang man som udenforstående har troet, at nu kørte karrieren igen på skinner, har forsynet igen blandet sig og sendt manden ud på sidelinjen.

Det seneste knockout-slag kom den 26. september sidste år, da knæet gav efter og han sank sammen i en kamp for sin klub Hannover mod Nürnberg. Skaden kom på det værst tænkelige tidspunkt. For endelig var han på vej tilbage efter over to års skadesmareridt. En dårlig cocktail af lår- og lyskeskader med tilhørende fejlbehandling og mislykket genoptræning var endelig overstået, og endelig ved sæsonstarten i august sidste år var scenen sat og comebacket en realitet.

Og hvilket comeback! Leon Andreasen scorede allerede efter 5 minutters spil i en Europa League-kvalifikationskamp mod irske St. Patricks. Efterfølgende deltog han i 9 andre kampe i både Bundesligaen, DFB-pokalen (den tyske pokalturnering) og Europa League for Hannover. Det gik godt. Mildt sagt! I klub-regi nåede han i alt at score 6 mål i de 10 kampe han deltog i. Og de fleste af de alt for få af os tilstedeværende i Parken d.8. september 2012, var vist i tvivl om, at Leon gjorde en forskel i VM-kvalifikationskampen mod Tjekkiet, da han alt for sent blev sendt i kamp med lidt over en halv time tilbage at spille i.

Men på grund af en knoldet og i bedste fald ujævn AWG-Arena, hans egen klubs hjemmebane, gav knæet altså efter og sendte danskeren i jorden som en tung sæk kartofler. Det var i slutningen af september, og dommen var ret hurtigt klar: Korsbåndet var gået, og nu ventede mindst et halvt års pause og genoptræning. Igen! Med hans eget ordvalg var det ”noget lort”, udtalt med tyk østjysk accent naturligvis…

Men der var trods alt lyspunkter. For det første fordi det denne gang var en mere konkret skade end de foregående lyske- og lårproblemer. Der kunne med andre ord sættes en tidshorisont på, hvornår det hele var overstået. For det andet fordi Hannover 96 gennem vinterens mørke udsendte klare signaler om en mulig kontraktforlængelse. Det blev bekræftet i slutningen af februar, hvor det blev offentliggjort, at parterne havde sat underskrifter på at samarbejde også i sæsonen 2013/14.

Sidst men ikke mindst viste Hannover-fansene, at de på deres egen trofaste måde værdsatte Leon Andreasens benhårde arbejde i vægtlokalet og blandt reservespillerne. For til trods for, at det kun blev til 10 kampe i 2012, valgte tilhængerne alligevel at kåre danskeren som årets spiller i klubben. En nærmest uhørt tillidserklæring og med statsgaranti noget af et boost for moralen hos manden selv. -”Udmærkelsen giver mig selvtillid forud for den anstrengende genoptræning og giver mig modet til at komme hurtigt tilbage”, sagde han til Hannoverische Allgemeine Zeitung, der stod for kåringen. Klubbens topscorer Mame Diouf blev i øvrigt kun nummer to i afstemningen…

Seneste nyt fra Niedersachsen er, at Leon Andreasen har trænet med bold i et par uger uden dog at deltage i øvelserne med sine holdkammerater. Efter eget udsagn er han på 60 procent af sin formåen. Men stadig med håbet og forventningen om at få et par minutters spilletid i en af sæsonens sidste kampe. Hans klub har kun vundet to af sine seneste otte kampe i Bundesligaen, så hans enorme energi og drivkraft på midtbanen kan godt bruges i bestræbelserne på at komme med i Europa League i næste sæson.

Og så har jeg endda ”glemt” hans målfarlighed. Han nåede seks mål i 10 kampe over tre turneringer på under to måneder sidste år. På det danske landshold kunne Bundesliga-kollegaen Niki Zimling også godt bruge en makker med ovennævnte kvaliteter. Hvis jeg var landstræner Olsen, ville jeg sporenstregs udtage Leon Andreassen til de to kampe mod Georgien og Armenien i starten af juni! Mod Tjekkiet var det tydeligt, at selv som reserve kunne han gøre en forskel.
Om det så er en Hannover-spiller på 80 eller 85 procent af sit topniveau i givet fald, vides af gode grunde ikke endnu. Men en mand med sådan en gejst, moral og stædighed findes der meget få af i moderne fodbold. Og da slet ikke i Danmark. Velkommen tilbage, Leon!