Blog: Kim Aabech er mere end en festugespiller for AGF

Århus Festuge synger på sidste vers, men det århusianske fodboldpublikum går glip af festugefodbold som afslutning. Temmelig uforståeligt bliver AGF også involveret i landsholdspausen på grund af landsholdsudtagelser til tre mand.

Heraf er den ene den nytilkomne islænding Helgi Danielsson, som skal med A-landsholdet. Fint, men han har knap nok trænet med sine nye holdkammerater og ville derfor ikke blive savnet i den programsatte kamp mod Lyngby søndag. Hans langt yngre landsmand Orri S. Omarsson er udtaget til det islandske U/21-landshold, men er stort set ukendt. Han ville heller ikke blive savnet.

Kun Jens Jønsson, der skal med Danmarks U/21-landshold har lige nu en vis betydning for AGF. Talentet var meldt på vej væk fra AGF ved kontraktudløb til vinter, men har nu skrevet under på en ny kontrakt og ser ud til at blomstre op som defensiv midtbanespiller. Jønssons energiske spil kommer bedre til sin ret på midtbanen end forsvaret, fordi der simpelthen sker mere hele tiden på midten. Han har udviklet sig i samme retning som Leon Andreasen, der også tog turen fra forsvaret til midtbanen.

Men selv om Jens Jønssons betydning for AGF er stigende, er han langt fra uundværlig endnu, og han kunne snildt være erstattet med Kasper Poulsen, som også trænger til kamptræning efter at være henvist til en bænkeplads under den nye træner Morten Wieghorst. Altså var det slet ikke tvingende nødvendigt at aflyse festugeforestillingen mod Lyngby, og aflysningen er på flere måder ærgerlig.

Dels går et festugestemt publikum glip af chancen for at se Det Nye AGF i højt spillehumør og god form, mens de nyder sensommersolen og en kold fadbamse. Dels får de ikke chancen for at bevidne, hvad jeg havde fornøjelse af i forrige runde i Gladsaxe mod AB, hvor AGF sejrede 5-1.

AGF har i Kim Aabech fået præcis den spiller, som er nødvendig både for at lykkes sportsligt på kort sigt med oprykning til Superligaen, men også en spiller, som med sine karakteristika tegner fremtidens AGF, hvis det står til Morten Wieghorst.

Det kan lyde ironisk, for Kim Aabech er allerede fyldt 31 år og har i hvert fald fysisk sine bedste fodboldår bag sig. Der er bred enighed om, at manden burde være toppet for lang tid siden, for talentet berettiger egentlig til at kunne spille på større adresser end i den danske 1. division, ja endda den danske superliga.

I december 2010 udtalte Kim Aabech sig for eksempel til tipsbladet.dk om en konkret interesse fra den tyske Bundesliga:

”Jeg synes generelt, at det har været svært for danske spillere at komme på holdet alle steder. Og det er da også noget, jeg tænker på, når jeg vælger min næste klub. Men på mine gode dage kan jeg lave alverdens ting med en fodbold, og så kan jeg godt slå igennem i Tyskland. Omvendt skal jeg nok ikke have for mange af mine dårlige kampe, for så er lunten nok lidt kortere end herhjemme.”

Kim Aabech havnede som bekendt aldrig i Bundesligaen, og lunten har vist sig at være rigelig kort herhjemme. En kombination af familiære vanskeligheder, dårlig dømmekraft, drukture og ulovligt spil på egne kampe, for slet ikke at tale om sagen med de sorte penge, mens han spillede i Lyngby, har i for mange år afholdt Kim Aabech fra at indfri sit sande potentiale.

At det så lige er i AGF, at han nu ser ud til at passe ind, er kun endnu mere mærkeligt.

”

Sådan skyllede tilråbene ned mod Kim Aabech, da han og Lyngby var på besøg i Århus i sommeren 2011 og fik en ublid medfart både på og uden for kridtstregerne. AGF vandt 2-1, men Kim Aabech kunne ganske let have været på det vindende hold den dag.

Han skulle bare, få uger inden, være mødt op på sportchef Brian Steen Nielsens kontor og have skrevet under på den kontrakt, der lå klar og færdigforhandlet på skrivebordet. Det gjorde Kim Aabech ikke. I stedet valgte han at tage på druktur til Stockholm og fejre sin fødselsdag. En fnysende arrig Brian Steen Nielsen erklærede, at det ikke stemte overens med klubbens dyder og droppede Aabech.

Hvad der så præcis

AGF's dyder, har der været stor forvirring om de sidste mange år. Ikke mindst fodboldmæssigt, hvor De Hvi'e har flakket mellem trænere og spillestile. Er man fræk, kan man sige, at en af AGF's fornemste dyder er at rykke ned. Blandt andet fordi klubben aldrig har fået udviklet sin egen holdbare identitet, cementeret af en bestemt spillestil, som man har turdet at holde ved uanset hvad.

Brian Steen Nielsen måtte fuldt fortjent bære sin del af ansvaret for den manglende kontinuitet og blev fyret. Hans afgang, og ansættelsen af Morten Wieghorst som træner, er de væsentligste årsager til, at Kim Aabech nu tre år senere alligevel trækker den hvide trøje over hovedet. Plus at Kim Aabech også selv har udviklet sig som person. Han er i dag en mere rolig familiefar, og meldingen fra træningerne på Fredensvang er, at han træner og lever seriøst.

Opholdet i FC Nordsjælland blev aldrig den helt store succes for Aabech, men dels er konkurrencen noget hårdere hos den tidligere Champions League-deltager, dels fik han ikke lov til at spille i sin favoritrolle som 10'eren lige bag den enlige frontangriber. I AGF skulle han kun slå den ekstremt svingende georgier David Skhirtladze af pinden for at kunne indtage sin favoritrolle, og det er allerede gjort.

En hurtig, men ikke desto mindre sikker, konklusion: Kim Aabech passer perfekt ind i Morten Wieghorsts 4-2-3-1-system. Han er ekstremt boldfast som opspilsstation, og i og med, at han ligger væsentligt mere fremskudt, end midtbanespillerne gjorde i Peter Sørensens flade 4-4-2-system, er Kim Aabech garanten for, at AGF's spil bliver flyttet længere frem på banen. Der er ganske enkelt klart kortere til mål, når Kim Aabech modtager bolden, end der var, når for eksempel Casper Sloth modtog den før.

Kim Aabechs teknik, blik for spillet og evner som afslutter, gør ham desuden til en langt større kreativ kraft end nogen andre i AGF's trup. Ikke blot den nuværende, men de sidste mange års AGF-trupper. Han besidder som spiller den gyldne evne at spille sine holdkammerater gode, samtidig med at han selv er en matchvindertype.

Kvaliteterne var allerede tydelige i debuten i pokalkampen mod Viborg, hvor Aabech serverede bolden for fremstormende Daniel Christensen til scoring. Mod AB fik skruen endnu et nøk, da han med et fremragende langskud hurtigt udlignede AB's chokstart af et føringsmål. Siden greb han dirigentstokken og spredte både bolde til kanterne Andreas Laudrup og Danny Olsen, ligesom han konstant havde øje for angrebsmakker Mate Vatsadzes dybdeløb.

Det kan så godt være, at AB's hjemmepublikum viste deres foragt over for deres lokalrivalers tidligere stjerne med tilråb som ”Du er og bli'r, et Lyngby-svin!”, men de mange tilrejsende AGF-fans var ikke i tvivl om, at de så vaskeægte kvalitet, og det kunne både høres som stille småsnakken i stil med: ”Hold nu kæft, han er god, ham Kim Aabech” og taktfaste tilråb, da Aabech lod sig udskifte mod slutningen.

Kim Aabech klappede straks tilbage, og fortidens fejlstart på forholdet er for længst glemt. AGF's fans har allerede taget Kim Aabech til sig som en af deres egne. Også selvom han er en kæk københavner med et blakket ry, som fik Martin Jørgensen til i spøg at bemærke: ”Han har vel allerede startet en pokerklub.” Men resten af Jørgensens karakteristik i JP Århus var såre rosende.

Det samme var ordene den anden vej:

”Jeg har det allerede supergodt sammen med drengene. Jeg har lige peppet de der jyder lidt op, så de er med på beatet. De har taget vildt godt imod mig, og jeg kan mærke, at jeg er velkommen.”

Ikke mindst velkommen til at tegne Det Nye AGF fremover. Hvis AGF endelig mener det seriøst nu og holder fast i Wieghorst og spillestilen i tykt og tyndt, er Kim Aabechs type uundværlig. Systemet er umiskendelig offensivt og bygger på kreativitet, teknik og hurtig boldomgang. AGF skal simpelthen have sprøjtet en ny dosis Aabech-DNA ind i årerne.

Udefrakommende spillere som Kim Aabech og Danny Olsen besidder den allerede, men nøglen til Wieghorsts projekt ligger i de unge spillere i klubben og deres fremtid. Der skal udvikles et nyt fodboldmenneske i AGF, som ikke har fysik, kondition og taktik som førsteprioritet, men derimod teknik, boldforståelse og spilleglæde. Kim Aabech skal på den måde fungere som forbillede for de næste generationer.

Gennem det meste af historien har AGF stået for fysisk fodbold – i de senere år med en falden tilbage på kontraer som farligste våben. Det er hverken i overensstemmelse med Morten Wieghorsts planer, eller tilrådeligt i forhold til at trække flere tilskuere tilbage til atletikstadionet, når den igen står på superligafodbold i Århus.

Uden sammenligning i øvrigt skal AGF gennemgå en udvikling i stil med engelske Arsenal, som i mange år var kendt for kedeligt betonbold, men siden ansættelsen af Arsene Wenger i 1996 er styret gradvist mod det diametralt modsatte. Ikke med massiv titelsucces de sidste mange år, men med en kompromisløs troskab over for konceptet, som de beundres for.

Kim Aabech bliver ikke en del af Det Nye AGF på den lange bane, for dåbsattesten indhenter ham inden alt for længe, men han er nu med som stifinder mod en nye oase i ørkenen. Som første skridt kan han som bindeled mellem midtbanen og angrebet føre AGF tilbage i Superligaen.

I 1. division er han nok rækkens største profil, og måske kan han få et par gode sæsoner i den bedste række også, og samtidig indhente lidt af sin spildte tid.

Men det er som bindeleddet mellem AGF's nutid og fremtid på et højere plan, at jeg ser den helt store gevinst i foreningen mellem AGF og Kim Aabech.