Leder: Derfor lever AGF ikke op til ligaens fjerdestørste budget
Foto: Getty Images
Generelle

Leder: Derfor lever AGF ikke op til ligaens fjerdestørste budget

Der har i årevis været talt om potentialet i og omkring AGF - men fortsat er det slet ikke udnyttet.

Steffen Rasmussen var 19½ år, før han fik en fuldtidskontrakt i AGF.

Jens Stage var fyldt 19, da han rykkede fra Brabrands 2. divisionshold til AGF. Har AGF’s førstehold været med til at forme de to spillere?

Ja. Men det har ungdomsafdelingen i klubben altså ikke.

Den kredit tilfalder Grenaa, ASA og Lyseng.

I dagens udgave af Tipsbladet bringer vi et større interview med AGF-formand Lars Fournais, hvor vi vender et svært forår forude, fyringen af Glen Riddersholm og de ting, der gør Lars Fournais optimistisk på AGF’s vegne trods problemerne for Superliga-holdet, der har vundet 25 af 88 Superliga-kampe siden oprykningen i sommeren 2015.

Lars Fournais lægger vægt på et opgraderet ungdomsarbejde og de bedre faciliteter, AGF er ved at få med et nyt, moderne klubhus og træningsanlæg, og det gør han faktisk ret i, når vi kobler det til et af de ømtålelige emner i Århus:

Hvordan man kan få så lidt ud af Danmarks fjerdestørste spillerbudget. Især FC København men også Brøndby IF og FC Midtjylland bruger langt flere penge på spillere end AGF.

Ellers har århusianerne flere penge bundet i spillertruppen end alle andre. Kan I gætte, hvor mange Superliga-kampe, spillere fra ungdomsafdelingen har spillet for AGF i den trup, AGF råder over lige nu?

18, hvoraf de 16 er indskiftninger. AGF har købt dårligt ind, siden Leon Andreasen og Morten ”Duncan” Rasmussen blev solgt i midten af nullerne, og den bekymrende stime med at rykke ned i VM-år begyndte.

Peter Christiansens 2017-handler kommer under lup nu, selvom han på papiret har fået mere ud af pengene. Dårligt købmandskab og evige kursskifte i spillestilen er hovedårsagen til problemerne. Men manglen på brugbare trupspillere udviklet i ungdomsafdelingen til Superliga-holdet er også medvirkende til, at AGF har fået så lidt ud af spillerbudgettet.

Både ungdommen, Superliga-holdet og indkøberne skal til at ramme rigtigt. Ellers slipper AGF ikke ud af den nuværende negative spiral, hvor man med Superligaens fjerdestørste budget ligger til en ny tur i nedrykningsplayoffen samt dertilhørende angst og pres, der følger med jobbet i Århus og det efterhånden berømte budget.