Leder: Fodboldspillets beskidte knæfald
Foto: Getty Images
Generelle

Leder: Fodboldspillets beskidte knæfald

Et udvidet Klub-VM og en form for global landsholds-liga er nogle af de nye ting, der bliver arbejdet på - men hvorfor og til hvilken nytte?

25 milliarder dollars.

Så mange penge vil en gruppe anonyme investorer, angiveligt med forbindelser til Japan, Kina og især Saudi Arabien, betale for et udvidet klub-VM og en form for global liga for landshold.

Læg dertil, at FIFA-præsident Gianni Infantino med Saudi Arabien i ryggen har foreslået allerede at udvide VM til 48 hold i 2022 i stedet fra 2026 som aftalt.

Det er i høj grad FIFA-bossen Infantino, der har været katalysator for forslagene forud for præsidentvalget i FIFA i 2019. Eller måske rettere dem, der forsøger at bestemme for ham i USA, Kina og ikke mindst Saudi Arabien, der i løbet af de seneste 12 måneder er blevet en af de største og stærkeste aktører i international fodbold.

Glem, at Saudi Arabiens landshold sandsynligvis får stryg, når det om 13 dage spiller åbningskamp mod Rusland ved VM.

I den virkelige verden uden for fodbold har landets unge kronprins Mohammad Bin Hammam fængslet og frataget værdier fra tusindvis af politiske rivaler, der ifølge kronprinsen og den saudiske regering var korrupte. Man har fysisk og politisk blokeret nabolandet Qatar, en bitter rival, der efter saudiarabisk smag er alt for gode venner med Saudi Arabiens ærkefjende Iran.

Inden for fodbold fører Saudi Arabien en benhård kampagne for at få taget VM fra Qatar, eller, måske mere realistisk men ikke sagt højt, at Qatar skal dele VM 2022, hvilket man så vil tvinge den skandaleombruste VM-arrangør til ved at udvide slutrunden til 48 hold, et alt for stort arrangement til det lille land.

I London, Washington og mange andre steder lægges der i kulissen og i PR-kampagner et hårdt tryk på Qatar, mens Saudi Arabien lovprises, blandt andet via PR-bureauer, der forsøger at plante historier i vestlige medier.

Som en krølle, og måske den mest væsentlige af dem alle, skal FIFA’s kongres 13. juni stemme om, hvorvidt fællesbuddet fra USA, Mexico og Canada skal have VM, eller om det sensationelt lykkes Marokko at blive valgt til VM-vært.

Det politiske spil om slutrunden er lige så beskidt, som det var tilbage i 2009 og 2010, da Rusland og Qatar endte med at blive valgt som VM-værter i 2018 og 2022.

Den siddende præsident Gianni Infantino forsøger blandt andet at finansiere sine voldsomme valgløfter fra 2016 med det førnævnte klub-VM og et udvidet VM i 2022, og han har brug for penge i kassen efter at have flerdoblet de allerede generøse bloktilskud og udviklingsprojekter, der var så kritiserede i Sepp Blatters regeringstid.

Tilbage står, at fodboldspillet i endnu højere grad end hidtil bliver et hvidvaskningsprojekt og værktøj for nationalstater i komplekse alliancer.

Lande og alliancer, der bruger fodbold i deres magtspil.

Eller i Qatars, De Forenede Arabiske Emiraters og Saudi Arabiens tilfælde at få folk til at glemme deres brud på menneskerettighederne, som De Forenede Arabiske Emirater for eksempel bruger Manchester City til.

Nu er det så VM og landsholdsfodbolds tur til at være til salg, en turnering, der selv i lyset af de massive problemer med at holde et VM i Rusland også bliver fire ugers frirum med 32 hold, der ikke er lige så gennemkommercialiserede som klubholdene.

Om Infantino får held til at skabe sit klub-VM er ret usikkert. Men hvis nogen derude ud over en chefredaktør på Tipsbladet er ved at være trætte af udsigten til flere nyttesløse turneringer og pengegriske fodboldpolitikere, der vil skabe et VM med treholds-grupper, er det på tide at sige fra.