Krummer i knægten: Ny AaB-bomber

19-årige Rolf Toft har scoret flittigt for reserveholdet, debuteret i Superligaen, og håber på mere spilletid for AaB i foråret, selvom skolen lige skal færdiggøres først.

BRAGT I TIPSBLADET 2. MARTS

Der manglede blot fem minutter af superligakampen mellem AaB og OB i Aalborg 23. oktober sidste år, da 19-årige Rolf Toft fik sin debut for hjemmeholdet. Og da det endelig skete, var det ikke engang helt meningen.

»Der stod 1-1, og vi havde i noget tid presset på for et sejrsmål. Det var meningen, at Lucas (Andersen, red.) skulle have været på banen for at forsøge at åbne deres forsvar med sine driblinger. Men lige inden scorede vi alligevel til 2-1 ved Chris Rolfe, og så ændrede vores træner Kent Nielsen beslutning. Han valgte at tage Kayke ud af angrebet og sætte mig ind på midtbanen i stedet,« siger Rolf Toft.

»Det hele gik meget stærkt, og jeg blev overrasket. Lige pludselig fik jeg bare besked på at smide overtrækstøjet og gøre mig klar til at komme på banen. Jeg nåede ikke rigtig at tænke nærmere over det eller blive nervøs. Det var først efter kampen, som vi vandt med de 2-1, at jeg fik tid til at tænke over, at jeg nu havde været med i min første kamp i Superligaen.«

»Og så var det selvfølgelig dejligt, men omvendt var jeg også lidt træt af, at jeg kom ind på bekostning af Lucas. Det var jo ham, som skulle have været på banen, og han er min gode ven. Men jeg snakkede med ham om det bagefter, og der var ikke noget. Vi er stadig meget gode venner,« siger Rolf Toft næsten selvudslettende.

Den unge nordjyde kom til AaB som 1. års ynglingespiller fra Hjørring, og han havde aldrig forestillet sig at have spilletid i Superligaen på sit cv allerede nu.

»Sidste sommer knoklede jeg alt, hvad jeg kunne til træning, for overhovedet at få kontrakt. Jeg er måske ikke det mest lysende talent og ikke den bedste med bolden, men jeg kommer med en masse energi. Jeg kan spille både på midtbanen og i angrebet, og der er da røget en del mål i kassen. Jeg har scoret 10 mål for reserveholdet i den her sæson. Jeg giver mig altid 100 procent, selvom jeg laver nogle fejl her og der,« siger Rolf Toft.

At han spiller for AaB i dag er lidt af et tilfælde.

»Som ynglingespiller havde jeg sat mig for at prøve i Randers, fordi jeg har noget familie dernede, som kunne gøre det lettere at falde til. Men AaB's daværende talentspejder Jakob Kryger, som nu er træner for Hjørrings 1. divisionshold, havde set mig spille et par kampe for Hjørring, da de lå i 2. division. Han kontaktede mig, og jeg blev overbevist om, at AaB havde et bedre tilbud til unge spillere.«

»Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg kom ind i et elitemiljø og spillede sammen med blandt andre Nicklas Helenius, Matthias Wichmann og Lucas Andersen, som alle er i superligatruppen nu. Jeg lærte meget af at spille sammen med nogle af de bedste ungdomsspillere i landet,« siger Rolf Toft.

»Vi unge på holdet er også gode til at snakke sammen og støtte hinanden. Det kan jo godt være lidt hårdt at gå over til at spille med de voksne, som kommer med en helt anden fysik til træning. Jeg kan huske, da jeg første gang skulle spille over for Kjetil Wæhler, som lige er solgt til IFK Göteborg. Han gik virkelig hårdt til den, og det var ikke det sjoveste.«

»Men jeg har allerede haft en god tid i klubben og ser frem til meget mere. Lige nu ønsker jeg ikke andet end at spille for AaB og blive bedre. Det er dog ikke et must, at jeg får mere spilletid i foråret. Jeg går stadig i handelsskolen, som jeg lige skal være færdig med først, inden jeg kan koncentrere mig fuldt ud om fodbolden. Det er først fra sommer, at der for alvor kommer til at ske noget, tror jeg. Jeg er færdig med skolen til sommer, og det er klogt at have noget at falde tilbage på. Det er jo ikke sikkert, at jeg får en lang professionel karriere, for skader kan også spille ind, men jeg har forelæbig kontrakt med AaB til sommeren 2013.«

»Kunne jeg selv bestemme, hvilken klub jeg helst vil spille for engang, ville jeg sige Manchester UNited. Dem har jeg holdt med, siden jeg var helt lille. Sikkert fordi, at min far holdt med dem.«