Superliga

Clarence Goodson til Tyrkiet fredag

Clarence Goodson synes at komme tættere og tættere på et skifte til Orduspor i Tyrkiet.

Brøndbys anfører Clarence Goodson er gennem længere tid blevet rygtet til den tyrkiske klub Orduspor, men nu ser det ud til, at et klubskifte kommer nærmere.

Flere tyrkiske medier skriver nu, at Clarence Goodson ventes at rejse til Tyrkiet torsdag aften for at underskrive en kontrakt med Orduspor fredag. Clarence Goodson forventes at underskrive en kontrakt frem til sommeren 2014.

Læs også: Brøndby kan spare millioner på Goodson

Orduspors præsident Nedim Türkmen udtalte tidligere på ugen, at man vil skrive kontrakt med Clarence Goodson, men på klubbens hjemmeside er der endnu ikke meldt noget officielt ud. Heller ikke Brøndby har bekræftet, at Clarence Goodson står til at forlade klubben.

Et klubskifte vil dog gavne Brøndby økonomisk, idet den amerikanske forsvarsspiller hæver en god løn i den trængte klub, der vil kunne spare omkring 2,5 millioner lønkroner.