Superliga

Lang pause til skadet Rasmus Falk

Rasmus Falk er ukampdygtig i de næste fire til seks uger.

OB kommer til at undvære Rasmus Falk i en stor del af klubbens vigtige opstartsfase frem mod den kommende forårssæson. Den 21-årige OB-profil er således ude de næste fire til seks uger med en ledbåndsskade. Det oplyser OB på klubbens officielle hjemmeside.

- Med den type skade, Rasmus har fået, er han formentlig ude 4-6 uger. Men vi tror på det bedste i tilværelsen. Skaden skete uden modstand, og det giver os håb om, at det ikke er slemt, og at han kan komme sig hurtigt, lyder det på OB's hjemmeside.

Rasmus Falk var også ude af vinteropstarten i OB sidste år, men på daværende tidspunkt var der tale om en virus-lignende sygdom.

Hvis Rasmus Falk kommer til at være ude i hele seks uger, vil han være tvivlsom helt op til sæsonstart i forårets Superliga, hvor OB møder FC København den 3. marts.