Det holdt hårdt for Pep Guardiola, men den spanske manager kunne til sidst juble over en sejr i den tyske Bundesliga, da FC Bayern München hjemme på Allianz Arena måtte vente længe på føringsmålet i 2-0 sejren mod Nürnberg. Men til sidst kom den, efter at David Alaba i første halvleg havde misbrugt et straffespark for hjemmeholdet.
Målet til 1-0 blev sat ind af Franck Ribery 20 minutter før tid, og det var sikkert til stor lettelse for Pep Guardiola. 12 minutter før tid scorede Arjen Robben til 2-0 for Bayern München, der dermed holder trit med Dortmund i toppen af Bundesligaen med tre sejre i tre kampe.
I en af rundens øvrige kampe vandt Bayer Leverkusen 4-2 hjemme over Borussia Mönchengladbach, og dermed noterer Leverkusen sig også for tre sejre i tre kampe.
Leon Andreasen og Hannover vandt en god sejr på 2-1 hjemme over Schalke 04, der tidligt blev reduceret til 10 mand. Danskerklubben står noteret for seks point i tre kampe, Leon Andreasen kom ikke på tavlen for Hannover mod Schalke 04, selv om danskeren var med fra start. Jannik Vestergaard og Hoffenheim spillede 3-3 hjemme mod Freiburg.