Buffon: Vi er bedst, når det er svært
Illustration
VM

Buffon: Vi er bedst, når det er svært

Italiens målmand Gianluigi Buffon mener ikke, man skal forvente sig for store ting af Italiens landshold. Men han mener, at italienerne er bedst, når holdet er presset.

Når lokummet brænder, er Italien bedst. Sådan kan man tolke Gianluigi Buffons syn på Italiens muligheder ved det kommende VM. Den rutinerede målmand går i tråd med landstræner Cesare Prandelli, der tidligere lørdag forklarede, at der skal udvises mere ydmyghed på det italienske hold, hvis det skal fungere til VM.

Ifølge Gianluigi Buffon er Italien nemlig slet ikke blandt favoritterne, når VM i Brasilien næste sommer sparkes i gang, men det betyder ikke, at Italien ikke tror på, at de kan lave noget stort. For holdet er som tidligere nævnt bedst, når der er pres på.

- Der er hold, der er længere end os på dette tidspunkt, men vi er i god form. Modsat andre har vi den egenskab, at vi ved, hvornår og hvordan vi skal lide under pres. Når der er en kompliceret situation, når det er svært, er vi bedst. Cesare Prandelli har ret, når han beder om, at vi ikke må række ud efter månen, at vi ikke er det bedste hold i turneringen, siger Juventus-målmanden, der til sommer er 36 år, på et pressemøde.

Gianluigi Buffon ved dog ikke helt, hvad det er for et hold, der dukker op i Brasilien, men han ved, at Italien - der har vundet VM fire gange tidligere - vil gøre det ypperste for at vise sit værd i turneringen.

- Det er svært at sige, hvor vi er, men Italien er et dyr, der hører til i turneringen, siger den italienske målmand med 138 landskampe på cv'et.