Cassano vil overbevise Prandelli om VM-plads
Illustration
Serie A

Cassano vil overbevise Prandelli om VM-plads

Italiens landstræner Cesare Prandelli har åbnet op for en plads i den italienske VM-trup til Antonio Cassano, der nu vil gøre alt for at komme med på flyet til Brasilien.

Antonio Cassano har ikke været en del af det italienske landshold siden 2012, men storspil for klubholdet Parma har fået Cassanos navn til at dukke op i spalter og pressemøder, når truppen til sommerens VM-slutrunde i Brasilien har været diskuteret. For nylig åbnede landstræner Cesare Prandelli op for Cassano som en mulighed i den endelige trup, og det er en udfordring, som Cassano gerne tager på sig.

- Jeg er meget glad, for det er, hvad der sker på banen, der vil afgøre det. Og ud fra det synspunkt vil jeg give alt, hvad jeg har. Det er en udfordring, som giver mig lov til at starte forfra på flere måeder, men også afslutte noget. Jeg er en spiller, der har villet for meget og ved flere lejligheder smidt det hele væk. Sådan har jeg altid været, siger Cassano til Corriere dello Sport.

- Nu skal jeg tænke mindre på fortiden og mere på, hvad der sker nu. Lige nu er det VM, jeg vil, siger Antonio Cassano, der indtil nu har spillet 35 landskampe og scoret 10 mål.

I denne sæson har 31-årige Cassano imponeret stort for Parma med 11 mål, og det har medvirket til, at holdet i øjeblikket er placeret på en sjetteplads i Serie A.