Randers FC er på angriberjagt denne sommer, hvor klubben har solgt Ronnie Schwartz og derfor søger en ny topscorertype til angrebet.
I forvejen råder Randers FC over Djiby Fall, Nicolai Brock-Madsen og Viktor Lundberg, men det ligger fast, at sportschef Peter Christiansen er ude efter en ny målscorer til holdet. Det slår han fast over for Randers Amtsavis.
- Status er, at vi stadig kigger efter en angriber. Men det gælder om at have is i maven og finde det rigtige tidspunkt at slå til på, siger Peter Christiansen til Randers Amtsavis.
Randers FC har før hentet ukendte angribere, der siden er blevet profiler i Superligaen. Folk som Yura Movisyan og Ronnie Schwartz var ikke færdigudviklede, da de kom til Randers, og det er planen, at Peter Christiansen igen vil finde en usleben diamant.
- Jeg kigger mere på spillerens kvalitet og potentiale end nationalitet. Kan vi træne og færdigudvikle de mangler, som spilleren har? Vi får aldrig fat i en angriber, som er 100 procent færdigudviklet. Det er vi ikke store nok til som klub, siger han.
Randers åbner Superliga-sæsonen den 21. juli med en kamp mod Esbjerg.