Solbakken tvivler på flere FCK-indkøb
Illustration
Superliga

Solbakken tvivler på flere FCK-indkøb

Ståle Solbakken mener ikke, at FCK-truppen er for bred, men er tilfreds med mængden og kvaliteten af spillere. Han arbejder ikke på flere FCK-handler denne sommer.

Med Mikael Antonsson har FC København mandag hentet sin niende spiller i dette transfervindue, og tæller man den forfremmede U/19-spiller Mikkel Wohlgemuth samt den hjemvendte lejesvend Marvin Pourie, har klubbens førstehold fået tilgang af 11 spillere denne sommer, mens også 11 har forladt klubben.

Det er en massiv udskiftning, der sjældent har set mage i Danmark, men der er en mening med galskaben, fastslår manager Ståle Solbakken.

- Vi havde planlagt, at lave seks-syv handler, og nu er det så blevet to-tre mere. Jeg følte, at vi manglede noget i sidste sæson. Sult er ikke det helt rigtige ord, men som træner har man nogen gange den følelse, at man skal have flyttet de sidste procenter og promiller ved at gøre noget. Da jeg kom til sidste år, var transfervinduet næsten lukket, og om vinteren er det altid vanskeligt at handle, siger Ståle Solbakken.

- Vi havde flere kontraktudløb denne sommer, så der skulle ske nogle udskiftninger, og så lavede en rigtig god handel med Igor Vetokele. Det var ikke meningen at sælge, men vi fik et godt tilbud, og derfor har vi skulle gøre nogle ekstra ting. Nu bliver det til gengæld mere roligt i de næste transfervinduer, og ser man på alle dem, der startede i sidste kamp, havde de alle en god alder, og vi har god tid nu til at bygge et godt hold, hvor alle er bedre, når de er bedst og bedre, når de er dårligst, tilføjer han.

Læs også: Antonsson valgte FCK foran flere bejlere

Efter et hektisk sommervindue er Solbakken nu godt tilfreds med den trup, han råder over nu.

- Ja, det føler jeg. Vi har en god gruppe spillere, men så er der også nogle spørgsmålstegn – for eksempel ved Franco Mussis. Hvor lang tid skal han bruge for at komme på plads? Men der er en god følelse, selvom der også er nogle spørgsmålstegn, siger han.

Han mener imidlertid ikke, at FC Københavns trup er for bred, og derfor ser han heller ikke et problem i, at der er mange spillere, som er vant til at få fast spilletid, som nu kommer til at slås mere for at få spilleminutter.

- Vi er ikke for mange. Når vi skal spille 11 mod 11 til træning, har vi to-tre spillere med fra U/19-holdet. Vi har ikke en overflod af spillere; vi er ikke for mange.

- Det er spillere, som er vant til god konkurrence, og hvis vi trods en svær vej, skulle komme i et europæisk gruppespil, kommer vi op at spille omkring 50 kampe på en sæson. Hvis vi skal spille Europa League, kommer vi til at spille kampe om torsdagen, mens vi formentlig skal spille i Superligaen om søndagen. Presset er på os i Superligaen, så vi får brug for spillerne, siger han.

Læs også: Overblik: Sommerens transfers i Superligaen

Derfor regner Ståle Solbakken heller ikke med, at FC København kommer til at handle mere denne sommer.  

- Det tvivler jeg på, men jeg vil ikke sige noget dumt nu, hvis der så sker noget alligevel. Men der er ikke noget som helst i gang lige nu, og vi arbejder ikke på noget, siger han.

Aktuelt arbejder FC København således kun på at finde en aftrædelsesordning med Olof Mellberg, hvis kontrakt formentlig bliver opsagt i denne uge. Indtil da har Ståle Solbakken ikke yderligere kommentarer til den erfarne svenskers situation eller ophold i FCK.

- Jeg har ikke nogen kommentarer til situationen med Olof endnu. Dialogen er godt i gang, og når den er afsluttet, er det lettere at sige noget, siger den norske manager, hvis næste store opgave bliver onsdagens Champions League-kvalifikationskamp mod Dnipro Dniepropietrovsk.