Blot 10 sekunder fik Julian Draxler på banen, da Schalke 04 fredag vandt med 1-0 over Augsburg i den tyske Bundesliga. Den 21-årige profil har siden han tørnede ud for Tysklands landshold i september døjet med en slem forstrækning, og fredag brød skaden op igen.
Og denne gang har skaden udviklet sig så alvorligt, at Draxler først i 2015 igen er til rådighed for cheftræner Roberto di Matteo. Det vurderer klubbens sportsdirektør Horst Heldt.
- Han blev skadet igen, og det ser ud til at være en meget voldsom muskelskade. Jeg forventer ikke, at Julian spiller mere i den første halvdel af sæsonen, siger han ifølge Sportal.
Schalkes efterårssæson slutter den 20. december for så at starte op igen i foråret den 31. januar.