Succestræner interesseret i SønderjyskE-forlængelse
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Succestræner interesseret i SønderjyskE-forlængelse

Lars Søndergaard er i dialog med SønderjyskE om at forlænge sin kontrakt, der udløber til sommer.

Selvom det kører for SønderjyskE i Superligaen, er der endnu ingen afklaring om cheftræner Lars Søndergaards kontrakt, der udløber til sommer.

Søndergaard har været i SønderjyskE siden sommeren 2011, og parterne er i dialog om en forlængelse af samarbejdet.

- Vi snakker stadig sammen, men på det seneste har vi koncentreret os om opstarten og de første kampe, og da vi har pokalkamp i midtugen, får vi heller ikke talt videre i denne uge. Min seneste kontraktforlængelse blev først skrevet under efter sidste spillerunde i sidste sæson, og vi har det stadig sådan, at vi gerne vil sikre os, før vi kigger længere frem. Det ser positivt ud, men vi skal gerne være hundrede procent sikre, siger Lars Søndergaard til tipsbladet.dk.

Han kan sagtens forestille sig at fortsætte trænerkarrieren i SønderjyskE.

- Det kan jeg absolut. Vi har løftet os, og selvom vi var i krise i efteråret sidste sæson, har vi i lang tid haft stabilitet i vores resultater og spil. Der er en kontinuitet, og vi har lagt på. Jeg er interesseret i at blive i klubben, og kigger man på regnskabet, er der overskud på fodbolddelen. Der er fornuft og udvikling i klubben, siger han.

Igennem hele Lars Søndergaards tid i klubben har SønderjyskE kæmpet for at undgå nedrykning, men træneren mener alligevel at kunne spore udvikling i klubben.

- I SønderjyskE er man meget ydmyg, og pr. tradition har vi haft et lavt budget, men der er kommet ny tribune, og tilskuertallet stiger langsomt. Det er tegn på, at der er kan komme bedre tider. Man tager det skridt for skridt og bygger på år for år. Det er måske kedeligt, men vi har haft ryggen mod muren så mange gange, at vi tager de roligt. Men vi er i en positiv retning, siger Lars Søndergaard.

Søndergaard har undervejs i sin tid i SønderjyskE fået henvendelser fra andre klubber, men han er altså fortsat i Haderslev-klubben.

- Inden for mine fire år i SønderjyskE har der været et par henvendelser, men det er sjældent, at det sker, når man er i et job. Det er sket, at jeg er blevet forhørt, men jeg er glad for at være her – ikke mindst fordi der har været opbakning i de perioder, hvor det er gået mindre godt, siger han.

Lars Søndergaard er tidligere blevet sat i forbindelse med jobbet som AaB-træner. Han har før udtalt, at han finder stillingen interessant.