• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Oliver Okstrøm

Virker computeren for FCM?

Virker computeren for FCM?
Foto: Gregers Tycho/Polfoto

Siden Matthew Benhams indtog i FC Midtjylland er der blevet hentet en række spillere til truppen, hvor Smartodds-computerne har været med til at anbefale dem. Nu er det tid til at se nærmere på om, computerne virker.

Af Oliver Okstrøm

Der har været gang i transfervinduet det sidste års tid i FC Midtjylland, hvor man nu har pengemanden Matthew Benham i ryggen. Han har givet sin viden om spiller-scouting videre til midtjyderne, der nu kan gøre brug af Smartodds, der følger med i 60 ligaer rundt om i verden.

Det er nu tid til at se nærmere på, hvordan det er gået de nye spillere, som er hentet ind på baggrund af big data. Et par af dem har endnu ikke været i kamp, så der bliver kun vurderet på dem, der har spillet. Dertil er der også hentet spillere, som kun lige har fået omkring en håndfuld kampe, som derfor er vurderet lidt mere løst.

Som vurderingsværktøj vil der blive givet mellem én og seks stjerner til de indkøb, som Claus Steinlein har lavet siden Benham kom med sine computere. 

Hentet i 2014/15-sæsonen:

Kristoffer Olsson
Var først igennem en periode, hvor han var lejet fra Arsenal, hvorefter den unge svensker blev købt fri. Det var ikke meget, man fik ham at se på banen det første halve år, som lejet, og da han blev købt fri blev han skadet og sad ude i 12 kampe i træk.

Har aldrig slået helt igennem for midtjyderne, og har stadig den helt store præstation til gode, men Olsson har alderen på sin side, og når den 20-årige svensker får lidt ekstra kilo på kroppen, kan det være, at FCM har fundet arvtageren for Jakob Poulsen, der har rundet de 32. Desuden vil der også falde kampe af til svenskeren, da en anden svensker, Petter Andersson, formentlig får brug for pauser grundet skader.

Vurdering: 4 stjerner ud af 6.

Martin Pusic
I forårssæsonen blev det til 8 mål, som gjorde ham til topscorer i Superligaen efter det blev til ni scoringer for EfB. Det er absolut godkendt. Har dog ikke helt fået det samme ud af denne sæson indtil nu. Det har konkurrenten til angrebsposten, Morten Duncan, dog med flere afgørende scoringer i denne sæson. Med spillestilen 4-1-4-1 betyder det, at man oftest skal vælge mellem Duncan eller Pusic fra start, som nok ikke helt giver den rytme, der skal til. 
 
Vurdering: 5 stjerner ud af 6
 
Johan Dahlin
Selv med målmænd i FCMs 16 årige historie som Peter Skov-Jensen og Jonas Lössl, der begge har været inde omkring landsholdet, så er Johan Dahlin den bedste målmand, de nogensinde har haft. Han havde et par "ups-situationer" i foråret, men regerer ellers overlegent i feltet, og har reddet flere point til FCM. Har dog haft lidt problemer med skader, som betyder, at han ikke kommer helt op.
 
Vurdering: 5 stjerner ud af 6
 
Tim Sparv
Han blev årets spiller i FCM i sidste sæson. Sparv har spillet én dårlig kamp, som dog også var klubbens vigtigste, da de mødte APOEL på hjemmebane. Men det må man kunne se udover i det store billede. Han skulle først lige bevise sig, da han kom til, men siden slog han Izunna af holdet, og er givetvis den bedste på den defensive midtbane for FC Midtjylland nogensinde. Det var i øvrigt også det første køb med brugen af Smartodds, og her ramte man plet.
 
Vurdering: 6 stjerner ud af 6
 
Marcos Urena
Efterhånden klart nummer fire i rangordenen blandt angriberne efter Pusic, Duncan og Onuacho. Costaricaneren har også haft svært ved at gribe chancen, og projektet med ham virker dødt. Har scoret et par mål, men det er svært at se, hvordan han skal bidrage med andet end hurtighed. Den gik ikke for Smartodds, og det er måske også ved at være på tide at finde en ny klub til ham.
 
Vurdering: 1 stjerne ud af 6 

Hentet i 2015/16-sæsonen

Kian Hansen
Centerforsvareren har allerede spillet sig direkte ind i startopstillingen ved siden af Sviatchenko. Har spillet seks kampe, og her er det kun APOEL, der har kunne score. Stærk start. Det kan blive altafgørende, hvis både Kian Hansen og Erik Sviatchenko kan forblive i truppen og skadesfri, hvis FCM skal genvinde mesterskabet. 

Vurdering: 5 stjerner ud af 6
 
Daniel Royer
Når man skal agere direkte erstatning for Sylvester Igboun, så er det naturligt at forvente en del. Og selvom Royer kun har haft kort tid til at vænne sig til en ny liga i et nyt land med et nyt sprog, så har især de to seneste Superliga-kampe vist, at der måske ligger noget og gemmer sig hos ham. Det bliver dog kun vist i glimt, så der er stadig lidt op til, at man kan være sikker på, at han er en fuldgod erstatning for Sly. Det hjælper selvfølgelig også, at han fik scoret mod AaB i den seneste kamp.

Vurdering: 3 stjerner ud af 6

Mikkel Andersen
Har fået to kampe, som begge blev med rent bur til følge. Virker som en perfekt backup for Johan Dahlin, som givetvis nok skal komme til at sidde udenfor et par gange i løbet af sæsonen med skader. Det lader til, at man har en spiller, der er klar over, at han skal være backup.

Vurdering: 4 stjerner ud af 6

Samlet vurdering af samtlige indkøb med Smartodds: 4 ud af 6 stjerner
Snittet ligger faktisk lidt over de fire, som må siges at være godkendt for klubben. Det er også blevet til et mesterskab for klubben, og i Superligaen har man vundet alle kampe, mens det har været mere svingende i Europa. Stadig venter en spiller som Awer Mabil også at komme i kamp for FCM, som er den første spiller, der er hentet helt udenfor den normale radar. Han vil blive definerende for, hvor gode computerne i London er.

Superliga

Mere Superliga

Fokus