Real Madrid er måske uden deres faste venstreback, når holdet møder AS Roma i Champions League.
Marcelo blev skadet i søndagens sejr over Granada, og Real Madrid skriver nu, at han har slået sin skulder af led.
Klubben skriver ikke, hvor lang tid deres 27-årige venstreback må se til fra sidelinjen, men første opgør af ottendedelsfinalerne mod Roma spilles næste onsdag.
Det spanske medie AS regner ikke med, at han bliver klar til den kamp. Ligesom Gareth Bale heller ikke forventes at blive klar efter sin muskelskade.
Hvis Marcelo må sidde ude i tre uger, misser han samtidig lokalopgøret mod Atletico Madrid, som spilles den 27. februar. Det forventes dog, at han bliver klar til returopgøret mod Roma, som spilles den ottende marts.