Nicolai Jørgensen: Landsholdet har ungdommens flabethed
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Landshold

Nicolai Jørgensen: Landsholdet har ungdommens flabethed

Det danske fodboldlandshold møder lørdag Polen på udebane, og Nicolai Jørgensen tror på succes mod en svær modstander.

Det er ganske svært at være utilfreds, når man er topscorer i den hollandske liga, og samtidig er førstevalg på det danske fodboldlandshold.

Og det er derfor heller ikke overraskende, at det en Nicolai Jørgensen med selvtillid, der med landsholdet forbereder sig til opgøret mod Polen lørdag - et opgør, hvor Jørgensen formentlig starter inde, og hvor det bliver den sværeste opgave hidtil under Åge Hareides tid som landstræner.

Men det danske landshold tror på muligheden mod Polen.

- Udebanekampe med landshold er altid svære, og Polen har et stærkt hold. Taktikken skal være i orden, og så skal vi gå ind med en masse selvtillid, så vi kan bevise, at vi er en masse unge gutter, der kan løbe de meter, der skal til. Vi skal tro på os selv og tage alt det med, vi gjorde rigtigt sidst. Og ja, så skal vi nok lige optimere det med 10 procent, siger Nicolai Jørgensen til tipsbladet.dk.

Under Åge Hareide har Nicolai Jørgensen scoret fire gange i fire landskampe, og ligesom flere af de yngre spillere har han grebet chancen under den nye landstræner. Og Jørgensen ser potentiale i et landshold, der har et godt miks af rutine og ungdom.

- Vi har en masse unge spillere, der har selvtillid og har ungdommens flabethed. Og så har vi nogle, der er lidt ældre og holder styr på holdet og tropperne, så jeg synes, vi har en fin balance på det her hold, og det er super vigtigt. Selv om det er sådan, er der stadig ydmyghed og respekt blandt de yngre, så vi har en god blanding, siger han.

En af de spillere, der har grebet chancen under Åge Hareide, er Viktor Fischer. Middlesbrough-angriberen har spillet godt og skabt flere mål, og Nicolai Jørgensen er godt tilfreds med samarbejdet med Fischer.

- Jeg er lidt større end ham, men vi har samme spilforståelse. Han kan bevæge sine fusser lidt hurtigere nogle gange, men samtidig fylder jeg også meget derinde, så det giver ham noget plads. Jeg tror, det er derfor, det fungerer så godt. Han er en klog fodboldspiller, der arbejder hårdt, siger Nicolai Jørgensen, der håber på at kunne være med i nogle mål, så Danmark får point med fra Polen og tre hjemme mod Makedonien tirsdag:

- Vi går efter tre, men ude mod Polen vil et enkelt point heller ikke være dårligt. På hjemmebane skal vi have point, så det giver lidt sig selv. Tre point i Polen vil være et fantastisk afsat, siger han.

Ud over at være topscorer i Holland kan Nicolai Jørgensen også glæde sig over at ligge nummer et med Feyenoord, som har vundet samtlige otte kampe i Æresdivisionen denne sæson. Jørgensen skiftede til den hollandske klub i sommer, hvor han forlod FC København efter fire år i den danske klub.