Fem dårlige år: Landsholdet vinder alt for få kampe
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

Fem dårlige år: Landsholdet vinder alt for få kampe

Dansk landsholdsfodbold har det svært. Siden EM i 2012 har Danmark slet, slet ikke vundet nok kampe. Se den dårlige statistik her.

Åge Hareide og det danske fodboldlandshold fik et enkelt point ude mod Rumænien søndag aften. Isoleret set et godkendt resultat, men spillet var - modsat William Kvists kommentar efter kampen - ikke prangende, og prangende har det danske fodboldlandshold heller ikke været, når det kommer til at hente resultater.

Før de sidste fem kampe i VM-kvalifikationspuljen har landsholdet kniven for struben, og der skal hentes godt med point, hvis Danmark for det første skal slutte som toer i gruppen, og hvis Danmark for det andet skal undgå at blive dårligste toer på tværs af de ni kvalifikationsgrupper.

Det kræver velsagtens 13 point i de sidste fem kampe, hvor Danmark har Polen og Rumænien på hjemmebane, og hvor Danmark har Montenegro, Kasakhstan og Armenien på udebane. Ikke umuligt, men omvendt er der heller ikke meget, der i statistikken taler for, at Danmark klarer sig igennem nåleøjet.

Dansk landsholdsfodbold har siden EM i 2012 spillet 46 kampe, og her er det blot blevet til 17 sejre, 13 uafgjorte og 16 nederlag. Med andre ord er det middelmådigt.

Det samme billede viser sig, hvis man isolerer resultaterne og kigger udelukkende på de danske kvalifikationskampe.

25 kvalifikationskampe har Danmark spillet siden seneste EM-slutrunde med dansk deltagelse, og i de 25 kampe er det blot blevet til ni sejre, ni uafgjorte kampe og syv nederlag.

Det er næsten ligegyldigt, om det danske hold spiller hjemme eller ude, statistikken er stort set den samme. I 13 kvalifikationskampe på eget græs er det blevet til fem sejre, fem uafgjorte og tre nederlag, mens Danmark som gæstende hold har vundet fire, tabt fire og spillet fire uafgjort.

Jo, der skal andre boller på suppen, hvis Åge Hareides mandskab skal sikre sig en billet blandt de bedste toere og dermed få en playoff-plads om at komme til VM.

De ni sejre i kvalifikationsregi er kommet mod Tjekkiet, Malta to gange, Armenien tre gange, Serbien to gange og Kasakhstan. Ingen af de modstandere hører til i toppen af international landsholdsfodbold, mens de syv nederlag er kommet til Italien, Armenien, Portugal to gange, Sverige, Polen og Montenegro.

Det skal siges, at Åge Hareide blot har stået i spidsen for fem af de 25 kvalifikationskampe, hvor Morten Olsen har stået i spidsen for de restende 20 kampe, men det ændrer ikke på, at Danmark resultatmæssigt ikke har flyttet sig under Hareide indtil videre.

Du kan se resultaterne af alle Danmarks landskampe siden EM i 2012 herunder.




Kampe: Resultat Spillested: Kamptype:
Danmark - Slovakiet 1-3 Ude Venskab
Danmark - Tjekkiet 0-0 Hjemme VM-kval
Bulgarien - Danmark 1-1 Ude VM-kval
Italien - Danmark 3-1 Ude VM-kval
Tyrkiet - Danmark 1-1 Ude Venskab
Makedonien - Danmark 3-0 Ude Venskab
Tjekkiet - Danmark 0-3 Ude VM-kval
Danmark - Bulgarien 1-1 Hjemme VM-kval
Danmark - Georgien 2-1 Hjemme Venskab
Danmark - Armenien 0-4 Hjemme VM-kval
Polen - Danmark 3-2 Ude Venskab
Malta - Danmark 1-2 Ude VM-kval
Armenien - Danmark 0-1 Ude VM-kval
Danmark - Italien 2-2 Hjemme VM-kval
Danmark - Malta 6-0 Hjemme VM-kval
Danmark - Norge 2-1 Hjemme Venskab
England - Danmark 1-0 Ude Venskab
Ungarn - Danmark 2-2 Ude Venskab
Danmark - Sverige 1-0 Hjemme Venskab
Danmark - Tyrkiet 1-2 Hjemme Venskab
Danmark - Armenien 2-1 Hjemme EM-kval
Albanien - Danmark 1-1 Ude EM-kval
Danmark - Portugal 0-1 Hjemme EM-kval
Serbien - Danmark 1-3 Ude EM-kval
Rumænien - Danmark 2-0 Ude Venskab
Danmark - USA 3-2 Hjemme Venskab
Frankrig - Danmark 2-0 Ude Venskab
Danmark - Montenegro 2-1 Hjemme Venskab
Danmark - Serbien 2-0 Hjemme EM-kval
Danmark - Albanien 0-0 Hjemme EM-kval
Armenien - Danmark 0-0 Ude EM-kval
Portugal - Danmark 1-0 Ude EM-kval
Danmark - Frankrig 1-2 Hjemme Venskab
Sverige - Danmark 2-1 Ude EM-playoff
Danmark - Sverige 2-2 Hjemme EM-playoff
Danmark - Island 2-1 Hjemme Venskab
Skotland - Danmark 1-0 Ude Venskab
Bosnien-Hercegovina - Danmark 2-2 Neutral Venskab
Bulgarien - Danmark 0-4 Neutral Venskab
Danmark - Liechtenstein 5-0 Hjemme Venskab
Danmark - Armenien 1-0 Hjemme VM-kval
Polen - Danmark 3-2 Ude VM-kval
Danmark - Montenegro 0-1 Hjemme VM-kval
Danmark - Kasakhstan 4-1 Hjemme VM-kval
Tjekkiet - Danmark 1-1 Ude Venskab
Rumænien - Danmark 0-0 Ude VM-kval