Video : Tipsbladet
Superliga

Risgård efter pokalsejr: Meget længe siden vi har sejret

Ikke meget er gået AaBs vej i denne sæson, men efter storsejren over Viborg FF i pokalturneringen er optimismen tilbage hos Kasper Risgård.

Det krævede hele 120 minutter på Viborg Stadion at hente et lyspunkt til AaB, der er kommet skidt fra land i Superligaen. I DBU Pokalen lykkedes det med en sejr på 1-5 over Viborg FF.

Fire af målene fra AaB kom efter den ordinære spilletid, og til sidst stod gæsterne tilbage som klare sejrsherrer. Det glæder Kasper Risgård.

- Det er meget længe siden, vi har vundet. Det er meget længe siden, at vi har skabt så mange chancer, og det er meget længe siden, at vi har scoret så mange mål, så vi kan selvfølgelig tage en helt masse med herfra. Især på selvtillidskontoen, siger den 34-årige anfører til Nordjyske.

AaB har endnu ikke sejret i denne sæson af Superligaen og er derfor placeret på en 12. plads med fem point. Morten Wieghorsts mandskab håber at få vendt skuden for alvor, når aalborggenserne mandag tager imod Silkeborg IF på hjemmebanen.