Video : Tipsbladet
Superliga

Falk som central midtbanespiller? Under Ove P. var jeg nærmest 6'er

FC København-spilleren Rasmus Falk var afgørende for, at FCK fik vendt et truende nederlag til en sejr mod FC Nordsjælland.

Med godt og vel en halv time igen af FC Københavns opgør mod FC Nordsjælland foretog manager Ståle Solbakken et valg. Et valg, der skulle vise sig at få stor betydning for resultatet af kampen mellem de to kandidater til tredjepladsen i Superligaen.

Ud med den defensivt orienterede midtbanespiller William Kvist og ind med Robert Skov. Skov gik over på kanten, mens Rasmus Falk i stedet trådte ind på den centrale midtbane som makker til Carlos Zeca.

Det endte med at blive en succes.

FC København gik fra 0-1 til 2-1 og hentede dermed ind på FC Nordsjællan, der nu kun er tre point foran FCK i tabellen. Rasmus Falk stod for scoringen til 1-1, da han tog et oppurtunistisk løb i feltet og var sidste fod på bolden efter glimrende forarbejde af Viktor Fischer. Og med masser af gode bolde frem i banen, var han med til at sætte tryk på FCN-holdet, der altså ikke kunne holde stand.

- Jeg er forholdsvis mere offensiv end defensiv i mit mindset, så jeg blev glad, da træneren valgte at sætte mig ind på den centrale midtbane med en lidt mere offensiv rolle. Vi skulle jagte, og det lykkedes vi med, og jeg lykkedes med min rolle, siger Rasmus Falk til tipsbladet.dk og forklarer:

- Også efter mit mål forsøgte jeg at komme med i feltet og lave nogle af de løb, for jeg syntes, vores angribere vandt alt i luften, så der faldt tit meget af. Det var med til at lægge det sidste pres på dem, så det var jeg glad for at kunne hjælpe med.

Fremadrettet kommer Rasmus Falk nok ikke til at spille så meget på den centrale midtbane. Det er ikke Ståle Solbakkens stil. Ofte vil nordmanden have to kontrollerende på den centrale del af midtbanen, og at Falk blev flyttet ind i midten, var et klart udtryk for, at FCK havde brug for et resultat. Det var altså en kalkuleret risiko fra Solbakkens side. Falk spiller dog gerne rollen igen, skulle han blive den budt.

- Jeg spiller der, hvor træneren synes, jeg skal spille, og kan jeg hjælpe til derinde, er det sådan, det er. I OB under Ove Pedersen var jeg nærmest 6'er, når vi havde bolden, og det passede mig dejligt, fordi jeg godt kan lide at have bolden og have folk foran mig. Specielt relationsspillere. Så det er en rolle, der behager mig. Det er ikke vigtigt, hvor jeg spiller, men at jeg spiller, siger Rasmus Falk.

Det var Rasmus Falks ottende Superliga-mål for FC København i kamp nummer 43 i Superligaen. I alt har den tidligere OB'er scoret 32 gange i Danmarks bedste række, hvor han har spillet 189 kampe.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.