Video : Tipsbladet
Superliga

AGF’er har trænet med islandsk klub

Björn Daníel Sverrisson har trænet med den islandske klub Valur, men klubbens cheftræner afviser, at en aftale er på plads.

Efter at have tilbragt efteråret på leje hos Vejle Boldklub i 1. Division, vendte Björn Daníel Sverrisson tilbage til AGF i foråret.

Her blev det imidlertid ikke meget spilletid for den islandske midtbanespiller, der måtte nøjes med 152 minutter på banen, og det ser ikke ud til, at han har en fremtid hos Superliga-klubben.

Derfor har Sverrisson været et smut forbi hjemlandet, hvor han har trænet med den islandske klub Valur. Men det betyder ikke nødvendigvis, at AGF’eren skifter til den islandske klub. Det fastslår klubbens cheftræner Ólafur Jóhannesson.

- Nu kommer der professionelle til landet, og de træner med det ene og det andet hold. Men det betyder ikke, at de skifter klub. Han (Sverrisson, red.) kommer ikke til Valur. Han er på kontrakt i Danmark, siger Jóhannesson ifølge fotbolti.net.

Sverrisson kom til AGF i 2016 og har spillet 35 kampe for klubben. Han har tidligere optrådt for islandske FH Hafnarfjördur og norske Viking.