HB Køge har forstærket offensiven med den ghanesiske kantspiller Fredrick Opuko.
20-årige Opuko kommer til klubben fra HB Køges nye samarbejdsklub, Inter Allies FC, i Ghana, og han spillede i den forgangne sæson hos Penn FC i den næstbedste amerikanske række, USL. Opuko har skrevet under på en treårig aftale med HB Køge.
Det skriver klubben på deres hjemmeside.
- Der er ingen tvivl om, at det her samarbejde åbner nogle døre for os, som vi ikke tidligere havde adgang til, fortæller klubbens sportsdirektør, Per Rud, til hjemmesiden.
- Fredrick har efterladt et rigtig godt indtryk her, og vi har også set ham spille i USA. Han bringer noget fart, har hurtige fødder og er ikke bange for at udfordre sin direkte modstander. Han har power i sit løb, arbejder begge veje og kan bruge begge ben, og giver os derfor nogle muligheder på begge kanter.
HB Køge indledte i den forgangne weekend sæsonen i 1. division med en 5-2-sejr over FC Roskilde.