Video : Tipsbladet
Superliga

Bo Henriksen håber på at få to nye spillere til Horsens

AC Horsens-manager Bo Henriksen har et håb om at få to nye spillere ind.

Når transfervinduet lukker på fredag, håber AC Horsens-manager Bo Henriksen på at have et par nye spillere i truppen.

Transfervinduets store tema har været den manglende angriber, og den spiller er stadig ikke landet i Horsens, men Bo Henriksen bevarer optimismen.

Og det har han også god grund til.

Senest blev det til en sejr på 1-0 over FC Nordsjælland på banen i Farum - et sted, hvor ACH normalt har det svært - og sejren kom efter et mål af Mikkel Qvist, der lå forrest som angriber - en plads, han normalt ikke spiller.

- Jeg håber at få to spillere ind, men de skal ikke nødvendigvis begge to være angribere, siger Bo Henriksen til Horsens Folkeblad.

Bo Henriksen fortæller også, at han ikke vil sælge flere spillere, da AC Horsens allerede har sagt farvel til flere profiler som Jonas Thorsen, Alexander Ludwig, Jesse Joronen og Kjartan Finnbogason.

Med sejren over FCN ligger Horsens nummer otte med ni point efter syv kampe i Superligaen.