Video : Tipsbladet
Landshold

Ny landsholdsspiller kan skrive sig i historiebøgerne

Når det danske landshold onsdag går på banen mod Slovakiet, kan Kasper Skræp - hvis han kommer på banen - skrive sig i historiebøgerne.

Den store konflikt i dansk fodbold betyder, at det onsdag aften ikke er de sædvanlige danske landsholdsspillere, der går på banen, når Slovakiet møder Danmark i en testkamp. Derimod har DBU fundet 24 divisions- og serie-spillere, der skal forsøge at komme fra Trvana med skindet på næsen - 23 af dem er i den trup, vikarierende landstræner John "Faxe" Jensen kan gøre brug af i aftenens testkamp.

At komme fra Slovakiet med skindet på næsen kan blive svært nok i sig selv, for spillere, der til dagligt spiller for Vanløse og andre 2. divisionsklubber, skal møde Marek Hamsik, Martin Skrtel, Stanislav Lobotka og de andre slovakiske stjerner. Ikke just hverdagskost for de nye danske landsholdsspillere.

Alle, der får debut, skriver sig ind i den danske landsholdshistorie, men især én spiller kan ende med at få et helt kapitel for sig.

Den bare 18-årige forsvarsspiller Kasper Skræp fra Tarup Paarup Idrætsforening på Fyn går nemlig ind i top 10 over yngste debutanter på det danske landshold, hvis han kommer i aktion.

Yngste mand i nationaldragten er stadig Harald Nielsen med sine 17 år og 322 dage, og ham kommer Kasper Skræp ikke i nærheden af, men får forsvarsspilleren debut onsdag aften, går han med sine 18 år og 191 dage ind som den ottende-yngste i dansk landsholdshistorie.

Men det vil ikke være den eneste milepæl, Kasper Skræp passerer.

Aldrig tidligere har en spiller født i dette årtusinde spillet på A-landsholdet, men fynboen er født den 26. februar 2000 og bliver dermed den første nogensinde fra dette årtusinde til at få debut på det danske fodboldlandshold - forudsat at John "Faxe" Jensen benytter Kasper Skræp.

De 10 yngste debutanter for Danmark er følgende:

10. Nicklas Bendtner, 18 år og 212 dage
09. Mathias "Zanka" Jørgensen, 18 år og 210 dage
08. Johannes Pløger, 18 år og 200 dage
07. Viktor Fischer, 18 år og 158 dage
06. Poul "Tist" Nielsen, 18 år og 131 dage
05. Valdemar Laursen, 18 år og 51 dage
04. Christian Eriksen, 18 år og 17 dage
03. Ove Andersen, 18 år og 3 dage
02. Michael Laudrup, 18 år og 0 dage
01. Harald Nielsen, 17 år og 322 dage
Kilde: DBU og BT