Horsens-angriber har ingen kommentar i sag om Vejle-træner
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Horsens-angriber har ingen kommentar i sag om Vejle-træner

Oliver Drost ønsker ikke at puste til ilden i forhold til indberetning af Vejle-træner, der dog undgik en sag.

Fodboldkampen mellem AC Horsens og Vejle Boldklub gik hurtigt i glemmebogen, da de to mandskaber spillede 0-0 den 31. august i Horsens, men den fik alligevel et lille efterspil.

AC Horsens valgte nemlig, ifølge Ekstra Bladet, at indberette Vejle-træner Adolfo Sormani, som angiveligt skulle have udtalt sig truende over for den nuværende AC Horsens- og tidligere Vejle Boldklub-angriber Oliver Drost.

Sagen blev dog afvist af Fodboldens Disciplinærinstans, der ikke fandt beviser for, at Sormani skulle have truet Oliver Drost på livet.

Angriberen selv er heller ikke så meddelsom omkring, hvad der foregik på sidstedagen af transfervinduet.

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Oliver Drost til Horsens Folkeblad.

Oliver Drost er skadet i øjeblikket, og han har ifølge lokalmediet fået besked på - ligesom resten af truppen - ikke at udtale sig om sagen.

Han er ikke eneste mand, der er ude mandag, hvor Horsens møder OB. Det samme er Jonas Borring, der er muskelskadet.