Flerfoldig svensk mesterspiller anklaget for voldtægt
Foto: Getty Images
Skandinavien

Flerfoldig svensk mesterspiller anklaget for voldtægt

En hidtil unavngivet tidligere svensk fodboldspiller med flere mesterskaber på cv'et er blevet anklaget for voldtægt. Anmelderen er kendt fra et populært tv-program. Spilleren fastholder, at der var tale om samleje med samtykke.

Fredag aften havde en tidligere svensk fodboldspiller og hans hustru inviteret nogle venner til middag i deres hjem. Efter de var gået i seng, endte spilleren i samme værelse som en anden kvinde, og der foregik der noget, som de to parter ser vidt forskelligt på.

Den tidligere fodboldspiller mener, at de havde samleje med samtykke fra kvinden, der til gengæld mener, at manden voldtog hende, og derfor har meldt ham til politiet. Ifølge avisen Expressen indspillede kvinden en lydfil under den påståede voldtægt.

Manden beskrives som en spiller med en lang og succesfuld karriere samt som en stor profil i Allsvenskan. Han vandt flere mesterskaber og har repræsenteret nogle af Sveriges største klubber. Kvinden har medvirket i et populært tv-program, skriver avisen.

Den anklagede fastholder i et forhør hos politet, at der var tale om regulær sex (omend mens hans hustru sov i et andet lokale i samme hus, men altså i hvert fald med kvindens samtykke). Han var ifølge sig selv ikke ædru, men heller ikke fuld.

- Jeg hverken benægter eller erkender (anklagen, red.), sagde manden ifølge Fotbollskanalen under forhøret.

- Jeg spurgte: "Er det dejligt?" flere gange, og hun svarede "Mmmh". Der var ligesom ingen problemer. Hun var med på det.

Ifølge manden røg både han og kvinde efter akten en cigaret sammen på en altan, uden at kvinden sagde noget. Manden er stadig i politiets varetægt.