Video : Tipsbladet
Landshold

Andreas Cornelius forventer buh-råb i Cardiff

Andreas Cornelius forventer ikke, at hans fiasko-ophold i Cardiff City er glemt i Wales.

Det er godt fem år siden, at Andreas Cornelius skiftede til Cardiff City, og det er knap fire-et-halvt år siden, han forlod Wales igen.

Angriberen havde et skuffende ophold i Premier League-klubben, men alligevel er det nok de færreste på egnen, der har glemt den danske angriber. Cardiff betalte således 90 millioner kroner for den dengang 20-årige angriber, og klubbens ejer Vincent Tan har udtalt, at Cornelius var det dårligste indkøb nogensinde.

Fredag er Andreas Cornelius tilbage i Cardiff, når han er en del af det danske landshold, der møder Wales, og angriberen forventer ikke, at han er glemt i den walisiske hovedstad.

- Det bliver ikke mærkeligt for mig at træde ind på banen. Men der skal nok være nogle Cardiff-fans, der har behov for at buhe. For at være helt ærlig så er jeg kommet videre. Det er fem år siden, og jeg er meget tilfreds med min karriere indtil videre. Så det er et overstået kapitel, siger Andreas Cornelius til Ritzau.

Efter fiaskoen i Cardiff vendte Andreas Cornelius hjem til FC København, hvor han fik kickstartet karrieren, og nu tørner han ud for Bordeaux.