Berbatov: Tottenham skal vinde noget for at holde på Pochettino
Foto: Getty Images
Champions League

Berbatov: Tottenham skal vinde noget for at holde på Pochettino

Den tidligere Tottenham-angriber mener, at Tottenham snart skal vinde et trofæ, hvis ikke Pochettino skal forlade klubben.

Tottenham-manager Mauricio Pochettino er ved flere lejligheder rygtet til Real Madrid, ligesom andre store klubber også har udvist interesse for argentineren.

Den tidligere Tottenham og Manchester United-angriber Dimitar Berbatov er bekymret over, om klubben kan holde på succestræneren, hvis de ikke snart vinder noget.

- Det er med managere, som det er med spillere – de vil vinde noget, så de har noget at vise bagefter. Spurs skal vinde noget for at beholde ham. Det er det eneste, der mangler, siger Berbatov til Goals on Sunday på Sky Sports.

Bulgareren optrådte for Tottenham fra 2006 til 2008, hvor han skiftede til Manchester United. Den 37-årige angriber indstillede karrieren i marts i år efter en sæson i indisk fodbold.