Video : Tipsbladet
Generelle

Maradona opereret for maveblødning

Fodboldlegenden har været under kniven og er nu ved at komme sig helt efter sine maveproblemer.

Diego Maradona blev lørdag opereret i maveregionen, og alt gik, som det skulle, fortæller hans advokat Matias Morla på Twitter.

Argentineren fik konstateret en maveblødning i forbindelse med et rutinetjek i Buenos Aires i starten af januar. Blødningen skyldtes brok og krævede ikke en kompliceret operation, skriver Sky Sports.

Den 58-årige fodboldlegende har efterhånden en del erfaring med hospitalsvæsnet, eftersom han de seneste par år har gennemgået forskellige indlæggelser.

Senest fik han et ildebefindende under VM-kampen mellem Argentina og Nigeria i sommer.

Matias Morla har forklaret, at Maradona vender tilbage til sin stilling som træner for den mexicanske andendivisionsklub Dorados de Sinaloa, så snart han er kommet sig helt.