Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-sportschef: Helt fair, hvis Paul Onuachu er skuffet

Det ser ikke ud til, at Paul Onuachu får indfriet drømmen om et skifte denne vinter - i stedet må han med alt sandsynlighed vente frem til sommer.

De danske mestre fra FC Midtjylland kommer med al sandsynlighed styrket ud af transfervinduet.

Man har formået at styrke klubben med angriber Junior Brumado, og det ligger i kortene, at både central forsvarsspiller Patrick og venstre back Rafal Kurzawa skifter til FC Midtjylland.

Samtidig har den ambitiøse klub fra Ikast og Herning holdt fast i guldet, og dermed skal der en større sensation til, hvis eksempelvis Paul Onuchu ikke spiller i FC Midtjylland i foråret.

Over for Herning Folkeblad forklarede angriberen onsdag, at han gerne ville væk nu. Onuachu er på en aftale, der løber frem til sommeren 2020, og planen har hele tiden været, at det skulle være til sommer, han skulle sælges. Det ser altså ud til, at Onuachu må skyde en hvid efter transferdrømmene.

- Men der skal jo komme nogen, der ønsker at købe Paul, og så skal de samtidig være indstillede på at betale den pris, som vi gerne vil have. Så det er helt fair, hvis Paul er skuffet. Det er vi også. Omvendt glæder vi os så over, at vi stadig har glæde af Pauls store kvaliteter på banen, hvor alle kan se, at han er en vigtig brik for os. Det er også derfor, at han selvfølgelig ikke er til salg for enhver pris, siger Svend Graversen til Herning Folkeblad.

Tidligere torsdag kunne tipsbladet.dk berette, at Paul Onuachu ser ud til at blive i FC Midtjylland frem til sommer.

Angriberen scorede 11 gange i Superliga-efteråret.