Video : Tipsbladet
Superliga

Flere tilskuere for OB: Odense er ved at genopstå som fodbold-by

Tilskuertallet i OB er steget med knap 17 procent i grundspillet i forhold til i hele sidste sæson. Det glæder klubbens kommercielle chef.

Det har på alle fronter været en sæson med fremgang for OB. Vigtigste af alt har holdet byttet to sæsoner uden top 6 ud med en aktuel tredjeplads og dermed gode chancer for de første medaljer siden 2011.

Det har smittet af på de lokale, der er strømmet til stadion. I gennemsnit har 6096 tilskuere set OB's hjemmekampe i denne sæson, hvilket er lige knap 16,8 procent flere end i hele sidste sæson. Det gør OB til det hold, hvis tilskuertal er steget mest.

- Vi kan virkelig mærke, at Odense er ved at genopstå som fodbold-by. Det øgede tilskuerantal har skabt ny energi på lægterne, og vi kan ikke rose vores fans nok for deres fantastiske opbakning. Sammen med Albani har vi haft et skarpt fokus på vores fans-først-filosofi, fællesskabet og stadionoplevelsen. Den udvikling skal nu fortsætte, så vi får dyrket vores målsætning om at gøre vores hjemmebane til fynboerne fortrukne samlingspunkt, siger kommerciel chef Jack Jørgensen til ob.dk.

Inden slutspillet begynder, har OB vundet de seneste fem Superliga-kampe på stribe, samtidig med at holdet har fire point ned til Brøndby IF på fjerdepladsen. OB møder desuden FC Midtjylland i semifinalen i Sydbank Pokalen.

De gode resultater har fået sportsdirektør Jesper Hansen til at drømme om medaljer og europæisk fodbold.

- Med kvalifikationen til mesterskabsspillet er det første mål opnået, og her vil vi selvfølgelig forsøge at vinde så mange kampe som muligt. Hvis det betyder, at vi ender med bronzemedaljer om halsen eller på anden vis kvalificerer os til europæisk fodbold, vil det være helt fantastisk, siger han.

OB kan cementere sin tredjeplads allerede i første runde af slutspillet, hvor holdet gæster nummer fire, Brøndby IF. Det er fredag 29. marts.