Video : Tipsbladet
Superliga

Derfor valgte de Parken: Vi kunne risikere, at der ikke var billetter nok

Pokalfinalen skal spilles i Parken igen, fordi de fire tilbageværende hold i Sydbank Pokalen forventes at have så mange tilskuere med, at det ikke er sikkert, de ville kunne være på de andre stadioner.

Al den ståhej for ingenting.

Pokalfinalen skal spilles i Telia Parken igen i 2019, nøjagtig som den plejer. Det meldte DBU, Foreningen af Lokalunioner og Divisionsforeningen ud onsdag eftermiddag, efter Brøndby Stadion, Ceres Park i Århus og Blue Water Arena i Esbjerg også havde budt ind på at afholde dansk fodbolds største klubkamp.

Den primære årsag til, at det blev til genvalg, er, at Parken er det største stadion i Danmark, og de fire klubber, der er tilbage i pokalturneringen, plejer at have mange fans med, når de når finalen. Derfor ville DBU, Foreningen af Lokalunioner og Divisionsforeningen gerne være sikre på, at alle dem, der gerne vil se kampen, kan få billet.

- Jeg kan ikke komme ind på en direkte sammenligning mellem de fire bud i detaljer, men historisk ved vi, at de fire semifinaleklubber plejer at bringe mange tilskuere til pokalfinalerne. Hvis vi ikke lagde den i Parken, kunne vi risikere en situation, hvor man ikke kunne give nok billetter til de to finalehold, forklarer Peter Ebbesen, turneringschef i Divisionsforeningen, til tipsbladet.dk.

De fire semifinalehold er FC Midtjylland, Brøndby IF, OB og AaB. 

Ifølge Ebbesen var det også vigtigt for parterne at træffe en beslutning inden semifinalerne, så arrangøren får tid til at sætte arrangementet op og eksempelvis hyre personale ind. Kampen spilles nemlig Store Bededag, som er en helligdag.

Turneringschefen forstår dog godt, hvis der sidder nogle danske fodboldfans og tænker, at det var meget postyr for ingenting, når nu parterne alligevel lagde finalen i Parken, hvor den har ligget i 54 år.

- Men det har ikke været intentionen at lave et udbud på skrømt. Vi kunne lige så godt have haft fire andre hold i semifinalerne, så det er derfor, vi har gjort det. Nu er hjemmebaneproblematikken så blevet løst, ved at FCK er slået ud af pokalen, siger han.

- Jeg synes godt, vi kan tillade os at sige, at vi kan stå inde for det. Et kriterium er, hvem der er tilbage i turneringen, og ingen kan sige imod, at de fire klubber er kendt for at have mange tilskuere i pokalfinaler i nyere tid. Så jeg kan forstå, man kan tænke sådan, når nu det endte med at blive i Telia Parken igen, men vi spilder ikke klubbernes tid for ingenting.

Pokalfinalens placering har i princippet været givet fri siden 2003, men denne gang var den første, den er blevet sendt i udbud blandt landets klubber. Peter Ebbesen mener, det har givet gode erfaringer.

- Vi har haft fire rigtig gode ansøgninger, hvor man har budt ind med ting og idéer. Det har været godt, og det er vel bedre at have en konkurrencesituation om noget, der er så værdifuldt som det her, end at opretholde et monopol, siger turneringschefen.

Har I fået en bedre aftalen med Parken ud af det, end I plejer?

- Det kan jeg ikke udtale mig om.

Store Bededag og altså pokalfinalen falder i år 17. maj.