I sidste sæson kæmpede Brøndby IF og FC Midtjylland en hård kamp om det danske mesterskab, og også i denne sæson skal de to klubber fordele en titel imellem sig. Denne gang pokaltitlen.
Onsdag besejrede FC Midtjylland OB med 4-0 i pokalsemifinalen, og torsdag fulgte Brøndby trop og bookede de sidste billetter til finalen med en 1-0-sejr over AaB. Dermed står de to klubber på hver sin halvdel i pokalfinalen i Telia Parken den 17. maj.
To dage senere - søndag den 19. maj - er de to klubber igen programsat til at møde hinanden, når Brøndby Stadion danner rammen om opgøret mellem mestrene og vicemestrene i næstsidste runde af Superligaen. Umiddelbart falder den kamp noget uheldigt med tanke på fredagens finale i nationalarenaen.
Og det bliver der da også taget hensyn til.
- Den kamp flytter vi til om mandagen, så Brøndby og FC Midtjylland møder hinanden den 20. maj i stedet. Det kan jeg godt bekræfte allerede nu. Det har hele tiden været planen, hvis et eller begge hold kom i finalen, så det får vi rykket rundt på i kalenderen, siger Peter Ebbesen, der er turneringschef i Divisionsforeningen, til tipsbladet.dk.
FC Midtjylland er lige nu 22 point foran Brøndby IF i Superligaen.